Bøgerne, der tilsammen danner Løvindens sang (1992), er så afgjort fortsat Pierces bedste, måske fordi de er så gennemarbejdede, hele og ægte i deres udtryk. I Alanna (1992) møder vi de to adelige tvillingesøskende, Thom og Alanna i et middelalderligt land ved navn Tortall. Deres fraværende far sender Alanna af sted for at blive opdraget til at være frøken, og Thom til at være ridder, men ingen af dem har lyst til deres skæbne, og dagen inden afrejsen lykkes det dem ved list og overtalelse i stedet at ændre ordrerne: Thom sendes til troldmandsskolen, mens Alanna forklæder sig som en dreng og i sin nye skikkelse tager hun Thoms plads på ridderskolen som Alan.
29664447
Allerede fra romanens begyndelse tegner der sig et billede af en meget selvstændig, kløgtig og beslutsom pige, der ikke har tænkt sig at anerkende at piger automatisk skal sidde med hænderne i skødet og vente på en prins det meste af deres liv. Alanna er på mange måder Pierces alter ego, og måske derfor virker Alannas person sprællevende på læseren. For bag pigens næsten mirakuløse sejhed og skjulte magiske evner tegnes der et fint, følsomt og broget psykologisk portræt af en pige, der har besluttet sig at være trodsig og som Rasmus Modsat næsten tvangsmæssigt altid tager den vanskeligste vej. Alannas primære modstander i romanen er den glatte troldmand Rogir, der i øvrigt er modelleret efter en af Pierces tidligere kærester. Sød uden på, men dødbringende inden i, lykkes det troldmanden næsten at tage livet af såvel tronarvingen Jonathan som dronningen, inden det lykkes Alanna at standse misdæderen.
Det ville føre for vidt at lave et fuldt referat af de fire bøgers handling. ”Løvindens sang” er hovedsageligt historien om, hvordan en kvindelig helt bliver til og får mødt såvel farer som kærlighed undervejs. Genremæssigt er der ikke de store overraskelser i den, og langt de fleste af de litterære tricks, som Pierce benytter sig af, har lange og solide rødder via Tolkien tilbage til de græske sagn. Det, der gør romanerne anderledes at læse er hendes oprør mod den mandlige dominans, der giver sig udtryk i såvel Alannas person som i hendes kærlighedsliv. Dette oprør, sammen med en perfekt sans for timing og spænding, gør Pierces første roman-kvartet til oplagt og åndeløs læsning til især piger, der elsker at læse, men bestemt også til drenge i alle aldre, der kan lide fantasy. Det er helt klart en serie, der uden vanskeligheder kan holde såvel børn som voksne fantasylæsere vågne det meste af natten.