Med ”Glasklokken” skrev Sylvia Plath en roman, som i mangt og meget var en feminin version af J. D. Salingers ungdomsklassiker ”The Catcher in the Rye” fra 1951 (”Forbandede ungdom”, 1967). Et slægtskab som Thomas Bredsdorff peger på i sin bog om Plath. Hvor brugen af jeg-fortæller samt dennes skildring af et ungt menneskes (sine egne) problemer med at komme overens med tilværelsen er fællesnævneren, har hendes lyrisk smukke skildringer af tomheden i en følelsesmæssigt steril moderne verden træk til fælles med en anden og tidligere amerikansk kollega, nemlig F. Scott Fitzgerald. Man finder også interessante optegnelser om arbejdet med ”Glasklokken” i hendes dagbog, og i følgende passage fra marts 1957 leder hun efter stilen og mulige inspirationskilder. Her peger hun selv på J. D. Salinger: ”Jeg kunne skrive alle tiders roman. Det er tonen der er problemet. Jeg vil gerne have, den skal være alvorlig, tragisk, men samtidig munter & frodig & kreativ. Jeg mangler en læremester. Flere læremestre. Lawrence er, undtagen i Women in Love, for nøgtern, for journalistisk i sin stil. Henry James for omstændelig, for rolig & velopdragen. Joyce Cary kan jeg lide. Jeg har det samme friske, uforskammede hverdagssprog. Eller J. D. Salinger. Men det kræver en ”jeg”-fortæller, og det giver så mange begrænsninger. Eller Jack Burden. Jeg har tid nok. Jeg må sige til mig selv at jeg har tid nok” (”Måske bliver jeg aldrig lykkelig”, s. 103).
Størstedelen af Plaths forfatterskab har et stærkt selvbiografisk præg, og inden for lyrikken bringer det hende i familie med Robert Lowell, Anne Sexton og W. D. Snodgrass, hvis digte også tog udgangspunkt i eget levet liv. Denne gruppe af lyrikeres digtning blev kaldt ”bekendelseslyrik”. Bekendelseslyrikken var i Danmark præget af hverdag, banaliteter og rent teknisk ret kedelig lyrik, og de amerikanske bekendelseslyrikere er ret langt fra dette. De fokuserede på formen i digtene, som ikke bare skulle være lige-ud-ad-landevejen-dagligdagssprog, og derudover overskred de grænser med det, de skrev. Det var ikke om hverdagens almindeligheder, men om for eksempel ophold på sindssygeanstalter. Litteraten Alfred Alvarez valgte derfor at betegne dem ”ekstremister” (Bredsdorff, s. 89).
De feministiske tråde, som løber gennem Plaths forfatterskab, peger desuden frem mod bølgen af feministiske kvindelige forfattere, som i Plaths eftertid trådte talstærkt frem på den litterære scene.