Resten af kroppen er vasket ud.
Og perlemorshvid.
I en klippespalte
Suger havet besat:
Én eneste hulning er havets akse.
Ikke større end en flue
Kravler dommedagsmærket
Ned ad væggen.
Hjertet lukker sig,
Havet glider tilbage,
Spejlene er dækket til.
Thomas Bredsdorff skriver i sin bog om Sylvia Plath, ”Den bratte forvandling”, at hendes digtning gennemgik en udvikling, som var helt afgørende. I de første mange år var Plaths digtning i høj grad en række stiløvelser, hvor mønsterstudenten Sylvia kunne hævde sig: ”Poesi, det var at skrive formfuldendte vers og vinde præmier i konkurrencer. Poesi var en måde at være dygtig på” (Bredsdorff, s. 90). Bredsdorffs tese er, at nogle indre barrierer til slut i Plaths liv blev revet ned, og at hendes poesi, særligt den fra ”Ariel”, strømmede mere uhæmmet og frit fra de indre reserver. Den blev mindre ”pæn”, og midt i den krise, som endte med hendes selvmord, krængede Plath alt det opdæmmede ud i kaskader af strofer, som i datiden var temmelig grænseoverskridende.
Et eksempel er digtet ”Far”, som rummer mange af de ambivalente følelser over for faderen, som fremstilles autoritær og associeres med nazismen (uden at han angiveligt havde nogen forbindelse med den), samtidig med, at hans tidlige død har efterladt et savn i Sylvia Plath. Her følger blot de første to af seksten strofer:
”Det går ikke mere, går
Ikke mere, sorte sko:
Fattig og hvid har jeg måttet bo
Som en fod i dig i tredive år -
Ræd for bare at sige atju!
Far, jeg måtte slå dig ihjel.
Du døde før jeg fik tid -
Marmortung, en sæk fuld af Gud,
Gyselig statue med én grå tå
Så stor som en Frisco-sæl
”Ariel og andre digte”, s. 67.
Den danske digter Tom Kristensen beskrev det at digte ekspressionistisk som at ”slynge sin indre verden / med dens flammehjul ud i rummet” (Tom Kristensen i digtet ”Fribytter”). Denne lyriske beskrivelse passer ganske godt på Plaths digte fra ”Ariel”, og lægger man dertil en tendens til på surrealistisk vis at sætte forskellige billeder sammen på overraskende nye måder, som kan virke meningsløse, men som peger på sandheder, der gemmer sig dybt under bevidsthedens grænse, så har man et godt billede af Plaths sene digte. Hun krænger sit indre ud og suger det ydre ind, men det kræver en indsats fra læserens side at få billederne til at give mening. På denne vis er Plaths digtning på én og samme tid selvudleverende og hemmelighedsfuld.