Trods karakteren af bekendelseslitteratur er Sylvia Plaths digte næsten så langt fra en dansk bekendelsesdigter som Vita Andersen som overhovedet muligt, og deres komplekse billedverden gør dem til noget radikalt andet og rent æstetisk mere interessant end let omskrevne dagbogsoptegnelser på vers. De private oplevelser har gennemgået en kunstnerisk metamorfose, og Plaths digtning har en visionær kraft, som rent stilistisk har ligheder med mytologiske digtning og fjerner den fra den rent realistiske digtning. Digtene har ekspressive og surrealistiske træk, og ved at skrive om sine oplevelser i et voldsomt og ofte vanskeligt tilgængeligt sprog bliver digtene i første omgang til rent sproglige begivenheder og autonome verdener. Samtidig er de ekstremt nøgterne optegnelser over personlige oplevelser, og i flere af digtene kan materialet ned til mindste detalje spores tilbage til Plaths biografi. At digtene er vanskelige betyder derfor ikke, at de fra deres rent sproglige verden ikke peger tilbage på virkeligheden. Tværtimod. Ofte er virkelighedsrelationen så åbenlys, at Plath i sin digtning nærmer sig en privatsfære, som for udenforstående ikke uden videre lader sig identificere.
Hun bruger således helt private oplevelser meget direkte, når hun for eksempel skriver om sine forældre, sine børn og sin ægtemand. Det, som har sikret Plath klassikerstatus, er, at hendes personlige oplevelser peger ud over hendes eget liv og behandler universelle temaer på en almengyldig og nyskabende måde. Hendes behandling af temaer som moderskab, vanskeligheden ved at være kvinde i en mandsdomineret verden og vanskeligheden ved at vælge og fastholde en retning i livet samler sig alle i det hovedtema, som konstant er til stede i hendes digtning. Nemlig døden. Dødens konstante nærhed angiver grundtonen i nærmest alt, hvad Plath har skrevet, og derved rives selv det mest hverdagslige ind i en mytisk verden, hvor man som læser tvinges til at se menneskelivets mest basale vilkår i øjnene. Hos Plath munder livet ikke ud i opvask og godnathistorier, men i psykisk sammenbrud og død.
I ”Glasklokken” dukker mange af de samme temaer som i digtene op, men de er her langt mere tilgængelige, omend Plath også bruger prosaen til at skildre bevidsthedens vekslende tilstande fra det skarpt analyserende til den forvirrede opvågnen:
”Det var helt mørkt.
Jeg følte mørket, men intet andet, og mit hoved løftede sig og følte det også som en orms hoved. En eller anden klagede sig. Så ramte en stor hård vægt min kind som en stenmur, og klagen holdt op” (”Glasklokken”, s. 166).
Romanen rummer megen indre monolog, hvilket hænger sammen med, at der er tale om en jeg-fortæller. Dette betyder, at Plath ikke blot skildrer ydre handling, men i høj grad også Esthers oplevelse af virkeligheden. En virkelighed som tynger hende så meget, at hun bryder sammen psykisk. Dette sammenbrud mimer prosaen flere steder i en ekspressionistisk stil, og man må som læser nogle steder stykke indtrykkene sammen for at kunne se den meningsfulde helhed. Andre steder, og de er i overtal, skildrer Plath køligt og klart den ydre verdens goldhed, mens associationer konstant leder Esthers tanker hen på fortidige begivenheder, som hjælper med at danne et mere helt billede af hende. Når hun spiser kaviar, tænker hun for eksempel tilbage på sin bedstefar, som var overtjener og lærte hende at nyde delikatesser osv. På denne vis stykkes historien om Esthers fortid sammen.