Sylvia Plath fik udgivet sin første og eneste roman ”The Bell Jar” (”Glasklokken”, 1975) i januar 1963. Måneden efter begik hun selvmord, og den i høj grad selvbiografiske roman giver et godt indblik i den krise, der ti år tidligere resulterede i et ikke fuldbyrdet selvmord.
Bogens hovedperson, den 19-årige Esther Greenwood fra Boston, har vundet en måneds ophold i New York som gæsteredaktør på et fashionabelt magasin. Her besøger hun sammen med en flok andre piger dyre restauranter, modeshows og går til fester. Trods byens ydre overflødighed vokser tomhedsfølelsen i hende, og alle hendes drømme om at blive lyriker, intellektuel eller noget lignende virker som fremmede floskler på den anden side af den følelsesmæssige glasklokke, der gradvist sænker sig over hende og bliver romanens hovedanliggende. Intet lykkes rigtig for hende, og det eneste, der holder hende oppe, er udsigten til ved sin hjemkomst til Boston at modtage beskeden om, at hun er blevet optaget på et eftertragtet novellekursus. Moderen, der ikke spiller nogen uvæsentlig rolle i den psykiske misere, prikker dog straks hul på det spinkle håb med nyheden om, at Esther ikke er blevet optaget.
Depressionens sorte vande slår sammen over hovedet på Esther, og herfra går det kun ned ad bakke, indtil Esther gentagne gange og med en komisk mangel på held prøver at tage sit eget liv. Hun bliver indlagt på et psykiatrisk hospital, og ved bogens åbne slutning står hun over for atter at blive sendt ud i samfundet.
Samtidig med at det moderne Amerika skildres med satirisk kulde, udmales en dybt alvorlig psykisk krise med stor indsigt og lyrisk overskud. Det selvbiografiske materiale er konstant til stede, og både det ambivalente forhold til moderen, faderens død tidligt i Esthers liv og det kvalfyldte forhold til det andet køn spiller væsentlige roller. Plath har fat i de sorteste områder af sindet, men hun formår at skildre Esthers eksistentielle tomhedsfølelse og det moderne livs overfladiskhed med ætsende humor og bidende sarkasme. Ifølge litteraten Thomas Bredsdorffs udlægning af romanen, bliver Esther godt nok helbredt på hospitalet, men hun mister samtidig sin ømhed og ægthed: ”Esther er blevet rask på den måde man skal være det for at kunne leve i en syg verden” (Bredsdorff, s. 70).