Poes eneste romanlange fortælling ”The Narrative of Arthur Gordon Pym of Nantucket”, 1838 (”Arthur Gordon Pyms eventyr og Heureka, 2009) lægger ud som en vaskeægte knaldroman. En ung mand ved navn Arthur Gordon Pym narrer sig om bord på hvalfangerskibet Delfinen. Hans medsammensvorne, vennen Augustus, kaptajnens søn, sørger for at holde den blinde passager skjult, indtil skibet er så langt fra land, at mandskabet blot må acceptere Arthurs tilstedeværelse frem for at eskortere ham tilbage til land.
Det sker imidlertid ikke på den måde, hverken Arthur eller Augustus havde forestillet sig. Skibet bliver udsat for et brutalt mytteri, og herefter udvikler handlingen sig i skæbnesvanger retning, hvor de overlevende Arthur, Augustus og en mand ved navn Dirk Peters i lang tid lider skibsnød blandt hajer, storme og en mystisk hollandsk skonnert. Arthur ender senere på et andet skib, som også lider en krank skæbne.
Undervejs bevæger historien sig hurtigt fra at være en spændingsfyldt beretning om en ung mands jagt på eventyr til en art drømmeagtig trance, der med mellemrum afbrydes af forklaringer af mere jordnær karakter, som for eksempel geografiske udredninger med utallige koordinater og angivelser af strøm- og vindforhold.
27578276
”Arthur Gordon Pyms eventyr og Heureka” blev i første omgang udgivet som føljeton i et amerikansk magasin, og beretningen spiller på at være en dokumentarisk fortælling forklædt som fiktion; hvilket blandt andet ses i fortællingens dagbogsagtige notater. Poe inddrager i prologen sig selv som en forfatter, der giver Pyms angiveligt sandfærdige fortælling fiktiv form. Den uforløste slutning lader i samme stil forstå, at vidnesbyrdets sidste kapitler er gået tabt, og at Poe ikke har set sig i stand til at færdiggøre fortællingen på egen hånd, da de oplysninger han sidder inde med, forekommer ham både unøjagtige og usandsynlige.
Såvel i fortællestil som indhold sår Poe tvivl om fortællerens forstand og pålidelighed. Det, der i første omgang understøttes som værende sandt og sandsynligt, fremstår i epilogen unøjagtigt og usandsynligt. Pyms oplevelser er langt hen af vejen teknisk redegjort i nidkære detaljer, men glider til sidst over i beskrivelser af det antarktiske hav, som antager denne mytiske og drømmende karakter, hvor intet længere synes at give mening.