På trods af at Poes forfatterskab hører til de mere obskure, har det ydet enorm indflydelse på både det 19. og det 20. århundredes verdenslitteratur. I nyere tid har den amerikanske forfatter Paul Auster taget Poe til sig som en vigtig inspirationskilde, hvilket blandt andet kommer litterært til udtryk ”The New York Trilogy”, hvor en af karaktererne ændrer navn til William Wilson, som er titlen på en af Poes fortællinger. Briten Andrew Taylor har mere direkte adopteret Poe i en af sine kriminalromaner. ”The American Boy” er en fiktiv fortælling, der lægger yderligere mystik til Poes liv ved at kredse om Poes drengeår og hans fars forsvinding.
I sin tid var Poe selv påvirket af både den romantiske tradition og videnskabelig rationalisme. Skrækromantikken hos for eksempel tyskeren E.T.A. Hoffmann er beslægtet med Poe med dens brug af det groteske i fortællinger, hvor det reelle og surreelle interagerer.
Hos en forfatter som Herman Melville ses en klar inspiration fra Poes ”The Narrative of Arthur Gordon Pym”. Udover søfartstemaet og dets mørke symbolik har Melville og Poe det tilfælles, at de skaber brud i den egentlige handling i form af naturvidenskabelige eller tekniske udredninger. Hos Poe er der Arthur Pyms maritime og geografiske forklaringer, som kan strække sig over flere sider, hos Melvilles ”Moby Dick” hele afhandlinger om hvaler og hvalfangst. Begge forfattere er eksempler på, hvordan datidens naturvidenskabelige opdagelser optages i litteraturen.
Knyttet til naturvidenskaben er den matematiske deduktion, som C. Auguste Dupin inkarnerer. Med ham skabte Poe verdenslitteraturens første detektiv og lagde kimen til krimigenren i det hele taget. Fremhæves skal Arthur Conan Doyles berømte Sherlock Holmes, hvor indflydelsen fra Poe er meget iøjnefaldende. Dupin og Holmes er rationalitet i yderste konsekvens. Deres evner til deduktivt at afkode tankemønstre, handlinger og gerningssteder er så fænomenal, at det næsten kammer over i det usandsynlige.
Poes groteske og arabeske fortællinger kan ligeledes forbindes til både en lang række verdenskendte forfattere og til kunstneriske genrer som symbolismen og surrealismen. I paranoiaen og det eksistentielle fordærv hos forfattere som Fjodor Dostojevskij og Oscar Wilde finder man også spor af Poes mareridtsagtige psykologiske fortællestil.
Sidst skal nævnes Charles Baudelaire, som åbent erklærede sin passion for Poes forfatterskab, og hvis skildring af den tætte forbindelse mellem skønhed og fortabelse som en moderne (storby)erfaring modsvares af Poes dobbelte billeder af skønhed og dæmoni.