Poes forfatterskab fordeler sig i flere genrer og undergenrer. Han skrev både digte, noveller og en enkelt roman, som dog i første omgang blev udgivet som føljeton, nemlig ”The Narrative of Arthur Gordon Pym”.
Det, der skaber en rød tråd i forfatterskabet, er mørket. Mørket findes i dæmoniske hændelser og i følelser som sorg, rædsel og dødsangst, som Poe både beskrev og søgte at vække hos sine læsere. Med disse midler bidrog han på afgørende vis til skabelsen af en ny litterær genre – den fantastiske litteratur og herunder horror og krimi.
Den fantastiske litteratur gives mange definitioner, men grundlæggende refereres til fortællinger, hvori handlingen transcenderer, det vil sige overskrider, grænsen for den rationelle forståelse. Poes mørke rummer denne grænseerfaring, men transcendensen bliver aldrig fuldbyrdet. Ofte er fortællingerne eller digtene båret af en jeg-fortæller, som i en art fingerede vidnesbyrd beretter om gruopvækkende eller mystiske begivenheder for læseren. De detaljerede vidnesbyrd og, i nogle tilfælde, direkte henvendelser til læseren skaber et metalag, hvor udfordringen ved at skildre det utrolige udpensles, samtidig med, at jeg-fortælleren forsøger at gøre netop dét, i form af en logisk reflekterende redegørelse.
Metalaget i fortællingerne udtrykker den poetik, som Poe udfolder i sit litteraturteoretiske essay ”Digtningens metodik”. Her skriver han om tilblivelsen af digtet ”Ravnen”: ”værket skred frem mod sin fuldendelse skridt for skridt med samme præcision og ubøjelige konsekvens, hvormed man løser en matematikopgave” (Edgar Allan Poe: ”Digtningens metodik” i ”Noveller”. Dansklærerforeningen, 1993). Der ligger altså en rationel metode til grund for både Poes poetik og for hans karakterers ræsonnement, samtidig med at fortællingernes begivenheder, i al deres gru, tenderer at overskride al logisk forklaring. Mystikken i fortællingerne kan måske netop tilskrives denne skrøbelige balancegang mellem rationalitet og metafysik.
De abstrakte, filosofiske temaer fødes ud af dyk ned i den menneskelige psyke. Karaktererne forsøger at forstå hændelserne rationelt, men deres logik udfordres af de dæmoniske hændelsers uforklarlighed. Den tvivl og angst de oplever, mellem fornuft og vanvid, indkapsler både en moderne erfaring af eksistentiel fortabelse, og et genrehistorisk overlap mellem den amerikanske mørke romantik (dark romanticism) og realismen med dens forbindelse til samtidens videnskabelige og teknologiske udvikling. Samtidig er de psykologiske beskrivelser tidløse for så vidt, at det beskæftiger sig med det allermørkeste af den menneskelige eksistens.