Blandt digte i Poes forfatterskab, og blandt digte i amerikansk litteratur i det hele taget, er ”The Raven”, 1845 (”Ravnen”) vel nok et af det mest kendte.
Digtet fortæller gennem atten rytmisk rimende vers om en mand, der ved midnatstid lukker en ravn ind i sit kammer. Han sidder og sørger og forsøger at glemme tabet af sin elskede Lenore, og da ravnen kryptisk taler til ham med ordene ”Aldrig mer” (”Nevermore”), søger han hos den at finde svar på, om han i dødsriget kan forenes med Lenore. ”Aldrig mer” svarer ravnen igen og igen, og fortælleren fortvivler over det endegyldige tab af sin elskede.
Versenes opbygning af enderim, allitterationer og gentagelser, som ravnens dystre ”aldrig mer”, giver digtet et messende præg. Poes evige jeg-fortæller synker dybere og dybere ind i sorgen, og læseren synker med ham. Sprogbrugen er mystisk og symbolladet og båret af farven sort – ravnens fjerdragt, midnatsstundens mørke og kammerets skygger.
Tabet af Lenore rummer et romantisk tema om ideel skønhed og længslen efter den, hinsides den fysiske verden. Digtets højstemte sproglige stil understøtter det romantiske tema. Samtidig er fortællerens famlen efter mening i ravnens ord, hans brudte sætninger, raseri og forvirring udtryk for et psykologisk og eksistentielt motiv, som er udpræget moderne. Fortællerens ustabile tilstand understreges også sprogligt af verber som ”flagre”, ”sitre”, ”famle” og ”skælve”.
I frustration over ravnens svar påkalder fortælleren sig i digtets sidste vers både gud og djævel. Splittelsen mellem guddommelighed og dæmoni udtrykker et gennemgående tema hos Poe, ligesom digtets foruroligende fortællende stil binder det sammen med hans mange noveller.