I toppen af fantasygenren ved siden af Terry Pratchetts store produktion findes Tolkiens ”Ringenes Herre” fra 1954-55 og J.K. Rowlings Harry Potter-bøger fra 1997-2007. Begge forfattere har skrevet fascinerende fantasy-universer frem og er enormt populære med deres troldmænd Gandalf og den unge Harry Potter. Men Pratchett har udtalt, at han håber at tilbyde et bredere perspektiv end de to forfattere (Terry Pratchett: Pratchett wins first major award. BBC News, 2002-07-12).
Han er klar over ensretningen og klicheerne i genrer, specielt fantasy, og omtaler det som ”konsensus fantasy”: ”For at se konsensus fantasyuniverset i detaljer behøver du blot at se på de klassiske Dungeons & Dragons rollespil. De er mosaikker af enhver fantasyhistorie, du nogensinde har læst. Naturligvis er konsensus fantasyuniverset fuld af klicheer, næsten per definition.” (Terry Pratchett: Why Gandalf Never Married. SF Fan Stuff, 1985. Egen oversættelse).
Den samme kækhed og opfindsomhed, som Terry Pratchett tilbyder, finder man ved at læse Douglas Adams og hans ”Håndbog for vakse galakse-blaffere” (”The hitch hiker's guide to the galaxy”, 1979).
Læser man ”Det gyldne kompas” af Philip Pullman (”Northern Lights”, 1995) får man et flot parallel univers og, som Pratchetts råmagi med farven oktarin, introducerer Pullman ”støv”, der er en spændende elementarpartikel. En sådan ny genstand eller nyt fænomen, der er nyskabende i forhold til den kedelige samtid, kalder man i science fiction teori for et ”novum”. Begrebet er introduceret af Darko Ronald Suvin i 1979 (Niels Dalsgaard: Den gode gamle fremtid. Museum Tusculanums Forlag, 1997).
I forbindelse med Terry Pratchett kan man også læse de værker, som han parodierer – f.eks. Ed McBain og krimier om Station 87 eller ”Conan the Barbarian” fra 1982, eller man kan kaste sig over hans tidlige inspiration og læse Kenneth Grahames ”Vinden i piletræerne” (”The wind in the willows”, 1908), Isaac Asimov eller Arthur C. Clarke (Sally Weale: Life on planet Pratchett. The Guardian, 2002-11-08).