Diskverden

Citat
”Bedstes legeme blev livløst. Uglen mærkede, at hun trængte ind i dens bevidsthed, og gjorde pænt plads for hende. Bedste vidste, at hun ville fortryde det. Næste morgen ville hun være fuldstændig ødelagt, fordi hun havde lånt et andet væsens skikkelse to gange, og desuden ville hun føle en kvalmende trang til at spise mus.”
”Den ottende datter”, s. 34.

Fantasy-serien ”Diskworld” (”Diskverden”) er Pratchetts vigtigste og største litterære produktion og startede med ”Magiens farve” i 1983. Serien består af 41 værker, hvoraf ni p.t. er oversat til dansk: bind 1-5, samt historien om de små blå mænd, bind 30, 32 og 35, og den prisvindende historie om Maurice, bind 28.

Diskverden-serien rummer mange individuelle fortællinger, som foregår i den samme flade verden. Denne Diskverden er en rund og flad disk, der balancerer på fire kæmpe elefanter, som står på en endnu større skildpadde ved navn Store A’Tuin. Denne verdensmyte bærer lignelser til hinduismen og til kinesisk mytologi.

Diskverden-serien hænger ikke sammen som en lang fortælling, men romanerne kan grupperes efter, hvilke karakterer og motiver de rummer.

Der er fortællingerne om troldmanden Vindekåbe eller Rincewind, som han kaldes på engelsk. På dansk kan man læse bind 1, 2 og 5, hvor han er med.

25215893

Romaner med Døden eller Death er der flest af, men dog kun fem, hvor han er hovedperson – f.eks. bind 4 ”Mort” (”Dødens lærling”, 2004). Han er formalistisk kendetegnet ved, at al hans tale skrives med kapitæler – det vil sige store bogstaver på højde med små bogstaver.

Heksen Bedste Vejrlig, hendes kumpaner og hekseelever fylder en del i Diskverdenen. Første fremkomst er ”Equal Rites” (bind 3) (”Den ottende datter”, 2004) om Eskarina, der nu skal være heks og måske optages på Det Usete Universitet.

Der er flere bøger om Det Usete Universitet og deres troldmænd. Troldmands-uddannelsesinstitutionen ligger i tvillingebyen Ankh-Morpork. Man kan på dansk støde på troldmændene i bind 3 og 5.

Unge Tiffany Smertling, som gerne vil være heks, er hovedpersonen i bindene om de små blå mænd – ”The Wee Free Men” (bind 30) (”De små blå mænd”, 2003), ”A Hat Full of Sky” (bind 32) (”En hat fuld af himmel”, 2008) og ”Wintersmith” (bind 35) (”Vintersmeden”, 2009). Men hun optræder også i bind 38 og 41, der endnu ikke er oversatte. De små blå mænd er alfer, som er alt for vilde til alferiget.

City Watch-bøgerne foregår i Ankh-Morpork, hvor kaptajn Sam Vimes og hans gruppe af ordenshåndhævere prøver at bekæmpe kriminalitet i byen.