Terry Pratchett har mest udgivet fantasy, som Diskverden-serien. Derudover har han skrevet science fiction, som serien om Johnny Maxwell. Og som tillæg til Diskverden-universet har Pratchett udgivet tilføjelser og pseudovidenskabelige værker, blandt andet grafiske kort, kunstbøger og håndbøger, som ”The Discworld Companion” fra 1994. De ”videnskabelige værker” er skrevet i en blanding af fiktion og fakta og udkom fra 1999 til 2013 afsluttende med ”The Science of Discworld IV: Judgment Day”.
Terry Pratchetts skønlitteratur er humoristisk og fantastisk og mest for unge teenagere, men ikke helt for børn. Det er den for snørklet, alvorlig og slibrig til. Han bruger gerne analogier til virkelige emner inden for videnskab, kulturhistorie, forretning, religion, turisme, økonomi med flere, som fremkalder genkendende gnæk hos læseren. Da han modtog sin Carnegie medalje i 2001, udtalte han om sin foretrukne genre: ”"Fantasy er ikke bare troldmænd og fjollede tryllestave," sagde han. "Det handler om at se verden fra nye vinkler."” (Terry Pratchett: Pratchett wins first major award. BBC News, 2002-07-12. Egen oversættelse).
Han benytter også elementer af etablerede genrer som eventyr, skabelsesmyter og science fiction, men udfordrer dem og udstiller alle genrer, så man som læser tænker sig om en ekstra gang. Pratchett er klar over sine trick: ”Hvis du er på markedet for lette grin, så ved du, at to velprøvede metoder er enten at bruge en kliché eller tage tingene absolut bogstaveligt.” (Terry Pratchett: Why Gandalf Never Married. SF Fan Stuff, 1985. Egen oversættelse).
Pratchetts eksistentialisme møder man, når man læser bøger, hvor Diskverden-karakteren Døden optræder. Døden er mægtig optaget af menneskeheden, har megen personlighed og har et travlt job med at samle sjæle.
Pratchett behandler gerne kønsroller og feminisme. Det ses tydeligt flere steder i hans skrift, hvor kvinders ret eller uret bliver udpenslet. I Pratchetts øjne både kan og må kvinder mere, end hvad der bliver sagt. Specielt hvis man læser værker om heksene: ””Så må du uddanne hende”, sagde det [træet]. / ”Hvad kender jeg til at uddanne troldmænd!” / ”Så send hende på Universitetet.” / ”Hun er kvinde! tudede Bedste og hoppede op og ned på sin gren,” / ”Og hvad så? Hvem siger, at kvinder ikke kan blive troldmænd?”” (”Den ottende datter”, s. 36). Pratchett selv udtaler klart, at der burde være mere ligestilling i fantasy-litteraturen: ”Fantasy-verdenen er faktisk mere end klar til et besøg fra ligestillingsudvalget, fordi i fantasy-verdenen er magi udført af kvinder typisk af dårligere kvalitet, tredje rangs, negative sager, mens troldmændene typisk er velovervejede, kloge, stærke og vise.” (Terry Pratchett: Why Gandalf Never Married. SF Fan Stuff, 1985. Egen oversættelse).
Med en litteratur, der kan formidle og udfordre spørgsmål inden for køn, samfund, videnskab og humaniora, er Pratchetts litteratur en strålende øvelse i kritisk tænkning for unge sind.