Terry Pratchetts kriblende debutroman ”The Carpet People” (”Tæppefolket”, 1993) udkom i 1971. Han valgte dog efter 20 års forfattererfaring at genskrive romanen og udgav den reviderede fortælling i 1992.
Bogens genre er fantastisk litteratur, et epos, der foregår i et mikroskopisk univers sat imellem hårene i et gulvtæppe. Her følger man murong-brødrene Glurk og Snibril og alle de væsner, de møder på deres eventyr – deftmenerkongen Brocando, den duminske general Bane og de kæmpestore intelligente pon dyr, der trutter og stamper som kommunikation. Tæppets folk og fæ trues af Slid, som stryger over tæppet på må og få, og ikke mindst af det invaderende folk molerne, som rider på frygtindgydende snarger med lange kløer.
Pratchett har en umiddelbar og fremstormende skrivestil. Han lader plottet udvikle sig kvikt uden at hvile for meget i lange passager. Han vil hellere hurtigt rundt og beskrive så mange spændende karakterer, steder og fænomener som muligt. Og dog er der plads til Tæppets skabelse og svar på alskens spørgsmål. Værket er som skabt til en læsende ”Spørge-Jørgen” med plads til begejstring, humor og spænding.
Pratchetts debutroman er grundlæggende bygget på arketyper. Romanen starter med en klassisk skabelsesberetning – ””I begyndelsen,” sagde Pimir, ”var der kun en endeløs flade. Så kom tæppet og dækkede fladen.”” – og slutter med en videbegærlig Snibril, der rider ud i horisonten mod nye eventyr på en flot hvid ganger. Desuden rummer romanen et utal af arketypiske figurer: Den stærke kriger, den svage, men intelligente kriger, den uforskammede og forkælede konge, de elveragtige vise folk, de snu rotteagtige skurke og så videre, netop som man også ser det i J.R.R. Tolkiens ”Ringenes Herre”. Der er bemærkelsesværdigt få kvinder i romanen, men de markerer sig stærkt til sidst.
Den alvidende fortæller i ”Tæppefolket” folder fortællingen ud, men Pratchett lader interessant nok handlingen afbryde fortælleren i ny og næ. Sproget er letlæseligt med en god portion dialog og fyldige, ikke kølige, beskrivelser.
Vigtige temaer i ”Tæppefolket” er tid og samfund, tradition og innovation. Skal man planlægge alting eller tage tingene, som de kommer? Er regler eller hygge vigtigst, og hvordan opfører en god åndemager sig? Pratchett kommer rundt om mange emner og får sine karakterer til at stå for de forskellige vinkler på livet. Man kan næsten kalde ”Tæppefolket” en opdragelsesroman, bortset fra at den kommer med flere spørgsmål end facit.