”Le Côte de chez Swann” (1913) (”Vejen til Guermantes” (1933)) er Marcels forsøg på at trænge ind på aristokratiets enemærker. Siden barndommen har han været betaget af slægten Guermantes, særligt dens overhoved på kvindesiden, Madame de Guermantes, og i familiens nye pariserlejlighed tæt ved slægtens palæ sidder han og drømmer om adel. Via venskabet med Saint-Loup håber han på at blive introduceret. Planen bærer frugt. Marcel opnår en invitation til et aftenselskab hvor han møder bl.a. Charlus, en mand af meget fornem afstamning, der ved denne og en senere lejlighed fremkommer med yderst tvetydige tilbud. Et yderligere slag mod Marcels forventning til adelens moralske overlegenhed leveres af Madame de Guermantes selv, der på samme aften afviser to døende slægtninge og bekendte fordi hun frygter at komme for sent til et middagsselskab.
Vejen til Guermantes
Citat
”For første gang i sit liv var hun stillet imellem to så forskellige pligter som at stige op i sin vogn for at køre ud til et middagsselskab og at vise en døende mand sin medlidenhed. I sin konvenienslovbog fandt hun ingen angivelse af, hvilken forholdsregel hun skulle følge, og da hun ikke vidste, hvilket pligt hun skulle give fortrinet, fandt hun det rigtigst at lade, som om hun ikke troede, at det andet alternativ kunne stilles, så at hun kunne rette sig efter det første, der i dette øjeblik krævede mindre anstrengelse, og hun mente, at den bedste måde at løse konflikten på var ved at fornægte den. ”Det er deres spøg,” sagde hun til Swann …”
Marce, Proust: ”Vejen til Guermantes”, side 561.
Er du biblioteksbruger eller elev?