23743337
Tid betyder hos Proust erindring, og den findes i to meget forskellige kvaliteter. Der er erindringerne som kan kaldes frem på viljens bud, det er isolerede minder hvor den organiske forbindelse til øjeblikkets følelser, tanker og forventninger er kappet. Disse livløse erindringer hvis billeder af det passerede kan sammenlignes med snapshots, står i kontrast til en anden hukommelsesmodus, den ufrivillige erindring der nærmest etablerer et ormehul til fortiden. Ufrivillig erindring igangsættes af en stimuli der er forbundet med et minde, fx smagen af krydret te med kageklumper, ringen med en messingklokke eller ujævne fliser der minder om vejbelægningen i Venedig; men den kan ikke fremprovokeres og er som sådan stærkt upålidelig.
”Vejen til Swann” afsluttes med en dyster udmelding vedrørende muligheden for at genfinde den tabte tid. Længslen driver den ældre Marcel på en efterårstur ud i Boulogneskoven, men han føler ingen glæde ved nutidens opbud af madammer, kun ærgrelse sig over hvordan alting er forandret: kvindernes beklædning, hattemoden og endelig kvinderne selv. Det var en fejl, siger han til sig selv, virkeligheden kan ikke lokke fortiden frem, for ”… huse, veje og avenuer er – ak – flygtige som årene” (1: ”Swanns verden”, side 347).
Vi skal helt frem til heptalogiens sidste bind før, der bliver leveret et korrektiv til denne sortsynede prognose. Fem gange i løbet af eftermiddagsselskabet hos Guermantes oplever Marcel de genopvækkelser af fortiden der ellers har været så sparsomt strøet ud over hans liv. Fem gange ufrivillig erindring. Det er, som om nogen højere oppe i fortællerhierarkiet har villet sikre, at han denne gang opfatter budskabet. Den ufrivillige erindring er helt central i romanen fordi den indeholder løftet om at det vi oplever ikke forsvinder i glemselen, men at hvert eneste indtryk aflejrer sig indeni os, afventende det heldige tilfælde som skal bringe det hele tilbage. Med adgangen til den fulde erindring er vi således ikke længere en række af successive ”jeg'er”, hver henvist til at leve på overfladen af dette liv, men summen af disse. For at kunne forstå mennesket, forklarer Marcel, er man nødt til at anvende en rumlig psykologi. Altså en betragtningsmåde som tager hensyn til forandringen over tid. Romanens meget lange fortællespand muliggør og indfrier dette krav til overflod. Til matinéen illustreres den rumlige psykologi med et billede der ligeledes udfolder sig i tre dimensioner. Fortælleren ser sine gamle bekendte gå på stylter, undertiden så store som kirketårne, eftersom de har hele livet under sig og, med den ufrivilligt opnåede erkendelse, på samme tid indeholdt i sig.