Skuffede kærligheden i sit løfte om at gøre to bevidstheder til én, formår kunsten i det mindste at udlåne de øjne med hvilke kunstneren ser virkeligheden: ”Takket være kunsten kan vi i stedet for at se en eneste verden, vor egen, se verden mangfoldiggjort, og lige så mange originale kunstnere der er, lige så mange verdener har vi til vor disposition …” (VI: ”Den genfundne tid”, side 200). I en verden der er befolket af monader, er det kun gennem kunstværket at vi har adgang til se andre perspektiver.
“På sporet af den tabte tid” har tre store fiktive kunstnerskikkelser hvis bekendtskaber med Marcel tjener til at pudse den unge mand af og illustrere forskellige æstetiske idealer og faldgruber.
Forfatteren Bergotte dyrkedes af Marcel i barndomsårene med uforbeholden beundring og voldsom entusiasme, indtil en aften i et selskab hvor han møder idolet og bliver skuffet fælt. Læren er at kunsten ikke skal dømmes efter sit ophav, en metode Proust i øvrigt også selv stod i stærk opposition til i sine kritiske arbejder.
Maleren Elstir lærer Marcel værdien af at opfatte på sin egen måde, at have en kunstnerisk vision. Elstir maler impressionistisk. Det vil sige han maler det han ser, og ikke det han ved om tingene. Teknikken sammenfattes i en pompøs sammenligning der i hvert fald tager kunstnerens skabende rolle alvorligt for ”… når Gud Fader havde skabt tingene ved at give dem navn, var det ved at tage navnet fra dem eller givet dem et nyt, Elstir skabte dem på ny” (II: ”I et rosenflor af purunge piger”, side 408).
Komponisten Vinteuil har skrevet en vidunderlig udtryksfuld trille der vendes tilbage til gang på gang i bogen. Marcel undgår at lave Swanns fejltagelse, at forringe og nedgøre musikstykket ved at udråbe det til en slags nationalmelodi for et kærlighedsforhold. I stedet gør han den kunsten ære ved at lade lytteoplevelsen åbne sit sind for ukendte indtryk hvilket bereder ham en nærmest overnaturlig glæde.
Marcel opdagede ved hjælp af episoderne med ufrivillig erindring at byggestenene til sit kunstværk var hans eget liv; og ligesom kunsten strømmer fra livet, skal livet strømme fra kunsten. Det sande liv er funderet i kunstoplevelsen, opsummerer fortælleren på en af værkets allersidste sider. Kunsten viser os vejen til mystiske og fremmedartede universer, men den fører samtidig, og måske vigtigst, ind til os selv: ”I virkeligheden er enhver læser, når han læser, sin egen læser. Forfatterens værk er kun en slags optisk instrument, som han byder sin læser for at gøre det muligt for ham at skelne, hvad han uden denne bog måske slet ikke ville have set i sig selv.” (VI: ”Den genfundne tid”, side 213).