Beslægtede forfatterskaber

Ud over sammenligningen med J.R.R. Tolkiens ”Ringenes Herre” er Pullmans His Dark Materials-trilogi blevet sammenlignet med C.S. Lewis’ Narnia-serie, dog ikke til Pullmans udelte begejstring, idet han ser Lewis’ Narnia-bøger som udtryk for en racistisk og kvindeundertrykkende verdensopfattelse. Mere tilfreds er Pullman med sammenligningen med Lewis Carrolls ”Alice i Eventyrland”, som han betragter som en af de vigtigste børnebøger overhovedet.

Af samtidige forfatterskaber kan fremhæves en lang række af forfattere, der har skrevet monumentale værker inden for ungdoms-fantasy-genren, heriblandt Katherine Paterson, Madeleine L’Engle, Garth Nix, Neil Gaiman og selvfølgelig J.K. Rowling, som sammen med Pullman ofte betegnes som spydspidserne i den britiske børne- og ungdomslitteraturs aktuelle guldalder.