Forestillinger om Støv 1 – La Belle Sauvage

Citat
”Den lille piges fortvivlelse forsvandt som dug for solen; hun lå stille i søster Fenellas favn og betragtede sine omgivelser med ophøjet selvtilfredshed. Malcolm var fortryllet. Alt ved hende var perfekt, og det fyldte ham med glæde.”

”Forestillinger om Støv – La Belle Sauvage”, s. 66.

Med ”The Book of Dust – La Belle Sauvage” fra 2017 (”Forestillinger om Støv 1 – La Belle Sauvage”, 2017) vender Philip Pullman tilbage til universet fra His Dark Materials-trilogien. Bogen begynder omkring et årti før ”Det gyldne kompas”, dvs. dengang Lyra var spæd. Her møder vi drengen Malcolm Polstead, som lever et stilfærdigt liv som søn af indehaverne af kroen The Trout, der ligger idyllisk ned til floden Themsen i Oxford. Kroen får dagligt besøg fra nær og fjern, og Malcolm, der er både venlig, vellidt og ukueligt nysgerrig, sludrer lystigt med kroens gæster og suger til sig af deres viden om verden udenfor. Også nonnerne i klostret på den anden side af floden omgås Malcolm ofte og hjælper dem med madlavningen og forefaldende arbejde. En dag bliver spædbarnet Lyra overladt i nonnernes varetægt, og straks får både kroen og klostret besøg af uvante gæster, der alle synes at være overordentlig interesseret i den lille pige.

53550339

Samtidig præges Oxford af en række voldsomme begivenheder. Et endeløst uvejr truer med at oversvømme byen, og det mystiske og stærkt religiøse Alexanderforbund gør sit indtog i byen og begynder at rekruttere byens børn til deres lyssky aktiviteter. Det er tydeligt for Malcolm, at der er onde kræfter på spil, men heldigvis møder han også idehistorikeren Hannah Relf, og gennem hende får han kontakt til den hemmelige organisation Oakley Street, som kæmper mod Alexanderforbundet og hjælper Malcolm, som påtager sig opgaven at føre Lyra i sikkerhed, da klostret ikke længere kan beskytte hende.

”Forestillinger om Støv – La Belle Sauvage” er rig på Pullmans karakteristiske underspillede politiske kommentarer. Den beskæftiger sig med faren ved totalitære styreformer, ved at give køb på sine rettigheder og ved blindt at følge autoriteter og folkestemninger. Men den beskæftiger sig også i høj grad med de dilemmaer, der opstår, når ’de gode’ skal bekæmpe ’de onde’. Er det nogle gange i orden eller måske endda nødvendigt at kæmpe for gode, demokratiske idealer med ufine og udemokratiske metoder?