De ufuldkomne

Citat
”Antallet af rettelser har været hastigt stigende på det seneste. En håndfuld har endda opnået en plads på Hermans opslagstavle: Tony Blair på en liste over ”nyligt afdøde japanske dignitarer”; Tyskland beskrevet som lidende af en ”kønssygdom i økonomien”; og næsten dagligt forekomster af ”De Forbenede Stater”.”
”De ufuldkomne”, s. 100.

Tom Rachman's debutroman ”The Imperfectionists” (2010) (”De ufuldkomne”, 2011) handler om de ansatte omkring en unavngivet engelsksproget avis med sæde i Rom. I hver af de i alt 11 afsnit møder man en ny person, herunder den fallerede pariserkorrespondent, der både har svært ved at finde på historier og med at følge med den teknologiske udvikling, og som derfor i desperation tager ufine metoder i brug; den magelige nekrologskribent, som helst vil lave så lidt som muligt; erhvervsjournalisten, der elsker sit job, fordi det holder hende beskæftiget, så hun ikke behøver at tænke over, hvor stor en fiasko hun er på privatfronten; læserens redaktør, der hver dag river sig i håret over de utallige stavefejl og fejlagtige oplysninger, der bliver trykt i avisen og redaktionssekretæren, der bliver overset af sine kolleger og håber på en fyring.

28968957

Mellem hvert kapitel får man i korte kursiverede afsnit et indblik i avisens historie, fra den blev grundlagt i 1950’erne af rigmanden Cyrus Ott til dens fald i 2007. I dette omdrejningspunkt eksisterer der på flere niveauer en sørgmodig kærlighedshistorie.

Mens avisens historie udfoldes lineært, springer de centrale personhistorier i tid. De forskellige hovedpersoner er bipersoner i hinandens novellehistorie, hvilket gør, at man oplever dem både inde– og udefra. Man får et psykologisk indblik i arbejdsmiljøet og miljøet omkring avisen og opbygger både interesse for og empati med hver af de 11 portrætterede medarbejdere. Alle kæmper de en brav kamp, selvom de fleste af dem må se i øjnene, at de ikke lever op til den forestilling, de havde om, hvordan deres liv skulle udforme sig.

Kampen for overlevelse er ikke blot temaet for hver hovedperson, det er også det tema, der indkredser papiravisens vilkår, i en tid hvor internettet har ændret på kravet for nyhedsflowet. Skildringerne af det journalistiske miljø og af, hvordan nyheder produceres, bygger ifølge Rachman på fakta, mens personerne og deres historier er fiktive.