Anne B. Ragdes ”Berlinerpoplene” fra 2004 (”Berlinerpoplerne”, 2007) er begyndelsen på familiekrøniken, der handler om de tre brødre fra gården Neshov, der ligger langt ude på bøhlandet uden for Trondheim. Fortællingens ramme er gården, hvor romanens hovedpersoner – de tre brødre – vender tilbage til, da moren ligger for døden.
Den ældste, Tor, har aldrig forladt gården. Han er svineavler og en indadvendt, forsømt mand, der i den grad ligger under for sin mor. Margido er den midterste. Han er blevet på egnen, er bedemand og ugift. Den yngste Erland er sprunget ud i fuldt flor med pertentlighed og overflod og lever sammen med sin mand Krumme i København. Brødrene har ikke set hinanden i flere årtier, og da de endelig mødes i de forsømte og snuskede stuer på gården, rasler skeletterne ud af skabene. Den ugifte Tor har en datter – nemlig romanens fjerde hovedperson Torunn, brødrenes far er i virkeligheden ikke deres far og Erland er ikke familiens eneste bøsse.
Tematisk kredser romanen altså om slægten, hemmeligheder, løgne og homoseksualitet. Ragde har et stort indblik i den norske bondeidyl, eller manglen på samme, og hun kender både sit miljø og sine karakterer indgående. Hun kan beskrive lugten i en svinestald, så den siver ud imellem linjerne, og karaktererne skriver hun frem, så de står lyslevende for læseren i al deres menneskelighed. Og netop genkendeligheden i både karakterer og slægtsdramaet er romanens styrke.
Trods det dystre, bøsseforskrækkede og dysfunktionelle i slægten skildres både karakterer og handling med megen humor. Det giver fortællingen lethed og vidner om håb.
Romanen veksler mellem handlinger, beskrivelser og dialog, hvor især dialogen giver fortællingen fremdrift, og sprogligt er den let og ligefrem.
Anne B. Ragdes ”Berlinerpoplene” fra 2004 (”Berlinerpoplerne”, 2007) er begyndelsen på familiekrøniken, der handler om de tre brødre fra gården Neshov, der ligger langt ude på bøhlandet uden for Trondheim. Fortællingens ramme er gården, hvor romanens hovedpersoner – de tre brødre – vender tilbage til, da moren ligger for døden.
26731585
Den ældste, Tor, har aldrig forladt gården. Han er svineavler og en indadvendt, forsømt mand, der i den grad ligger under for sin mor. Margido er den midterste. Han er blevet på egnen, er bedemand og ugift. Den yngste Erland er sprunget ud i fuldt flor med pertentlighed og overflod og lever sammen med sin mand Krumme i København. Brødrene har ikke set hinanden i flere årtier, og da de endelig mødes i de forsømte og snuskede stuer på gården, rasler skeletterne ud af skabene. Den ugifte Tor har en datter – nemlig romanens fjerde hovedperson Torunn, brødrenes far er i virkeligheden ikke deres far og Erland er ikke familiens eneste bøsse.
Tematisk kredser romanen altså om slægten, hemmeligheder, løgne og homoseksualitet. Ragde har et stort indblik i den norske bondeidyl, eller manglen på samme, og hun kender både sit miljø og sine karakterer indgående. Hun kan beskrive lugten i en svinestald, så den siver ud imellem linjerne, og karaktererne skriver hun frem, så de står lyslevende for læseren i al deres menneskelighed. Og netop genkendeligheden i både karakterer og slægtsdramaet er romanens styrke.
Trods det dystre, bøsseforskrækkede og dysfunktionelle i slægten skildres både karakterer og handling med megen humor. Det giver fortællingen lethed og vidner om håb.
Romanen veksler mellem handlinger, beskrivelser og dialog, hvor især dialogen giver fortællingen fremdrift, og sprogligt er den let og ligefrem.