Et træk, der går igen i flere af Morten Ramslands romaner, er de lidt skæve karakterer, hvoraf mange har besynderlige kælenavne. I ”Hundehoved” er der eksempelvis Flapøre, Æblehoved og Møgtøsen, og i ”Æg” hedder en central person Kongens Svinesti. Andre kaldes øgenavne som Gammelmanden, Slattenpatte, Matronen og Liderbassen, mens kvinder går under det mere almene skældsord kællinger. I navngivningen af sine karakterer afslører Ramsland sin forkærlighed for det aparte og måske også det lidt fjollede. Hans skrivestil er ofte blevet kaldt fabulerende, fordi hans på sin vis realistiske skrivestil er ladet med fantasifulde og overdrevne beskrivelser. Både dyr og spædbørn mishandles, og scenerne udfoldes ved detaljerede scener, der ikke overlader meget til læserens fantasi. F.eks. lægger en mor i ”Æg” sit vanskabte barn ud på møddingen, fordi hun tror, det er blevet forbyttet. Herefter pisker hun det uskyldige barn med et ris, hvilket Ramsland beskriver i lange sætninger med mange sammenligninger og metaforer: ”Slagene haglede ned over den lille krop, først skreg den, så det gik alle i hjertet, kramperne bølgede frem og tilbage i dens krop, den skreg som et får, der får skåret struben over, siden klappede den i, men musklerne sitrede stadig.” (”Æg”, s. 141-142). Til trods for at de begivenheder han skildrer ofte er makabre, erotiske og brutale, fremstår Ramslands fortællere sympatiske og jordnære.
I Ramslands senere romaner bruger han forskellige historiske tider og miljøer til at udfolde sine historier i. I ”Hundehoved” er det 1930'ernes Bergen og Anden Verdenskrig, i ”Sumobrødre” er det minderne fra Ramslands eget barndomskvarter, et villaområde i Odense i 1980'erne, mens det i ”Æg” er den danske middelalder, der sætter scenen for diverse familiedramaer, kærlighedsaffærer og flugtforsøg.