Baggrund

Citat
“Jeg holdt ellers stand længe. Mere end syv år er der gået, siden jeg flyttede til Amsterdam og lovede mig selv ikke at lade gamle historier forhindre nye i at opstå. På akademiet sørgede jeg for, at de ikke sneg sig ind i mine lærreder. Jeg ville ikke male ligesom Askild. Historierne gik i dvale, selv Hundehoved gled ned under bevidsthedens overflade med sin usynlige krop af skam og skyld.”

“Hundehoved”, s. 47.

Morten Ramsland blev født i Næsby ved Odense. Her boede han med sin mor, far og en lillesøster, indtil han blev otte. I skolen var Ramsland et besværligt barn. Han var urolig og flabet, og blev da også kun erklæret “måske egnet” til gymnasiet. Men på gymnasiet kom han, og det var her hans interesse for litteratur begyndte. Michael Strunges “Væbnet med vinger” fra 1984 tændte teenageren, og månederne efter studentereksamen stod i digtningens tegn: Ramsland læste Strunge og digtede til langt ud på natten. Han kom på kontanthjælp, og hele scenariet bekymrede hans far.

Så tog Ramsland på højskole. Opholdet nærede den litterære lidenskab, og Ramsland besluttede sig for at studere dansk efter at være blevet introduceret til Grundtvig af en engageret foredragsholder. Først var han dog i Østafrika som projektarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke, men også her blev der plads til digtningen.

Efter studiestarten skrev Ramsland sig igen gennem nætterne, og debuten kom i 1993 med digtsamlingen “Når fuglene driver bort”. Den blev pænt modtaget af anmelderne, men den solgte stort set ikke. Senere, i 1998, kom romanen “Akaciedrømme”, som  blev sablet ned af anmeldere og overset af læsere.

Omtrent samtidig med at “Akaciedrømme” udkom, fik Ramsland en depression. Som en form for selvterapi skrev han sig gennem sin barndom, og på trods af, at han ingen kunstneriske ambitioner havde med erindringsarbejdet, blev det kimen til slægtsromanen “Hundehoved”. Han overkom depressionen og betragter den i dag som en gave: “Pludselig fik jeg en fornemmelse af at opdage mig selv, og at der var et sprog for de hudløse følelser, jeg havde. Det var med til at strukturere dem. Det er en af de store ting, der er sket i mit liv.” (Dorte Hygum Sørensen: “Lad ikke mørket gå igennem dig”. Interview i Politiken, 2005-06-08).

“Hundehoved” var fem år undervejs, og Ramsland arbejdede parallelt med skrivningen som handicaphjælper. Men da ”Hundehoved” udkom i 2005 blev den på kort tid en bestseller. Gennembruddet gjorde det muligt for ham at sige jobbet op og i stedet koncentrere sig om forfatterarbejde, foredragsvirksomhed og familie. Den svære opfølger, “Sumobrødre” udkom i 2010, og både læsere og anmeldere tog begejstrede imod den nye, anderledes roman.

I dag bor Morten Ramsland i Aarhus, hvor han også har en arbejdsbolig. Her skriver han bøger til både børn og voksne. Siden han færdiggjorde ”Sumobrødre”, har han skrevet på de to prosafortællinger ”Æg” og ”Lyskabinettet”, der udkom i hhv. 2017 og 2018.