Morten Ramsland var ganske ung, 22 år, da han i 1993 debuterede med den anmelderroste digtsamling “Når fuglene driver bort”. Digtene er korte og har en drømmende og flyvsk karakter. De skiftevis stritter imod sproget og flyder med: “uvejret er ikke et vejr/det er regnen der falder/Fuglen ikke en fugl, regnen falder”.
To sammenvævede tematikker bærer digtsamlingen: Savn, længsel og kærlighed som den ene, tid og erindring som den anden. Begge tematikker skrives frem som kræfter, der er større end det enkelte menneske, og således også det digteriske Jeg.
20464054
Digtenes sprog er enkelt og ligetil, men det sammensættes på en sådan måde, at tidens, længslens og kærlighedens væsen viser sig i flygtige glimt mellem ordenes sprækker og betydningernes sammenstød.
Tonen i digtene er melankolsk, sørgmodigt og søgende. Naturen gestaltes som noget smukt, men også forgængeligt, og er på samme tid identisk og i kontrast til jegets selvforståelse. Sennepsmarken vinker og virker dragende med sin gule sne, og æblerne gennemhuller sensommeren, når de falder fra træerne med smæld. I et digt lyder det: ”Kroppen er dén der finder hinanden/og dagene driver i spyt/Har jeg ret når jeg påstår at trapperne/ikke standser i en kælder sort som kul/men går nedad mod sindets/tavse bjergstier./At der i dalen er træer/hvor end ikke fuglene lander (…)” Ensomheden er ikke kun mørk og tavs, den er også naturlig og ubærlig.
Sproglige iscenesættelser af naturtableauer med skove og hav, vejrfænomener, årstidernes skiften og døgnets rytme bærer spændingen mellem det, jeg’et selv forsøger at gribe og det, han må overlade sig til. Projektet er meget ambitiøst, og det lykkes at holde balancen mellem det præcise og det upræcise, mellem det almenmenneskelige vilkår og det radikalt private og indadvendte. Den drømmende stemning er noget, Ramsland tager med sig over i sin første roman “Akaciedrømme”.