Akaciedrømme

Romanen “Akaciedrømme” fra 1998 er både en slags kærlighedshistorie og en dannelsesroman. Den er et fletværk af flashbacks fortalt af den 29-årige Mikkel. Mens han er på rejse i Afrika, fortæller han den tragiske historie om kvinderne i sit liv til sin distræte rejsefælle Dawn.

22111140

Mikkel er på overfladen en almindelig ung biologistuderende. Han kærester rundt med overklassepigen Winnie, men kan tilsyneladende hverken tage sig sammen til at være rigtigt sammen med hende eller forlade hende. Pludselig møder han Marie, som han forelsker sig vildt i. Hun er imidlertid kæreste med Torben, som hun ikke kan forlade. Mikkel og Marie indleder en intens kærlighedsaffære, men udgangen på den bliver tragisk. Mikkel lukker sig mere og mere inde i sig selv og fjerner sig fra alle de mennesker, han har i sit liv - helt konkret ved at rejse til Afrika. Den eneste, der paradoksalt nok og trods alt holder ved, er Winnie.

Strukturelt set er vekselvirkningen mellem den konkrete handling i Danmark og de mere kontemplative passager fra Afrika med al deres lys strømmende gennem grønne træer og mod blå bjerge noget anstrengt, og formen gør, at man aldrig kommer tæt på personerne og forstår deres handlinger. Ingen af dem føles virkelige.

Der er dog et udviklingsspor i romanen: Mikkel leder efter sig selv, først i kvinderne, siden i flugten til Afrika, men han fremstår mest af alt som en ung mand, der stadig hænger fast i sin navlepillende og selvhøjtidelige pubertet. Og om han egentlig finder sig selv til sidst er svært at afkode ud fra den smule personpsykologi, det lykkes Ramsland at etablere.

Selv lægger Ramsland ikke skjul på, at “Akaciedrømme” er et forfejlet projekt, og han taler åbent om, at den depression, der ramte ham omkring romanens udgivelse, har gjort ham til en bedre forfatter: “For mig ligger en meget stor del af forskellen på “Akaciedrømme” og “Hundehoved” i min depression. Den har simpelthen gjort forskellen på en dårlig og en god bog.” (Tomas Willemoes: “Fra bistand til bogmillionær”. Interview i Vejle Amts Folkeblad, 2005-07-30).