Hundehoved

Hundehoved er uhyret i mørket under trappen, og det spøger både i Ramslands egen barndom og i de unge år hos jeg-fortælleren Asger i den roman, der bærer titlen “Hundehoved” fra 2005. Titlens fabeldyr er billedet på det, hele romanen handler om: Hvordan man konfronterer sig med sin slægts historier uden at lade historierne tage magten fra en.

“Hundehoved” er en fabulerende fantastisk-realistisk slægtsroman, der følger familien Eriksson gennem fire generationer. Historierne strømmer fra den døende farmor Bjørk, og det er barnebarnet Asger, der maler dem sammen på de lærreder, der fortæller den samlede historie.

I centrum står den stækkede patriark, farfar Askild: En småsvindler i 30’ernes Bergen, der havner i tysk koncentrationslejr under krigen. Han overlever, men han er ude af stand til at håndtere sin egen historie; det ødelagte selvbillede bliver hans ledemotiv, og det kaster han ud mod sin familie i et væld af kubistiske malerier. Hans verden er lutter skår og brudflader, godt blandet med maling, terpentin og alkohol.

På den kost næres og fejlnæres slægtens finurlige persongalleri: Foruden sønnen Flapøre, der bliver far til fortælleren, er det Flapøres fætter Æblehovedet, den retarderede søster, der får tilnavnet Møgtøsen, jeg-fortælleren, som farfar Askild i slægtens ånd slet og ret kalder Løgnhalsen og mange andre.

25741420

Slægten pådrager sig alvorlige slag, men de gennemlever ikke kriserne, de flygter i stedet med dem i bagagen. Hele Askilds liv er en flugt, og den bringer familien fra Norge til Danmark. Flapøre flygter ind i køkkenskabet, hvor han tegner uhyrer. Æblehovedet stikker til søs efter at have gjort en pige gravid. Farmor Bjørk flygter fra den fordrukne ægtemand; først i erotiske lægeromaner, siden ind i skabet hos den læge, der altid tager kærligt imod hende. Jeg-fortælleren flygter fra familien. Men han vender tilbage.

Personerne bliver, som de kubistiske malerier, omvandrende kriser. Og det er her, romanens dybere opgør ligger, formuleret af onkel Ejlif: “Lad ikke mørket gå igennem dig, det er bedre at gå igennem mørket selv”.

Ramslands groteske roman siger, at mennesket er et fletværk af historier: De historier, man får givet og bliver tvunget til at gøre til sine egne, de historier, man selv vælger at fortælle og dem man ikke fortæller. Man må leve med sine historier, ikke lade dem leve gennem sig.

Ramslands egen familiehistorie har været inspiration for “Hundehoved”, men det er ikke en selvbiografisk roman. Selv siger han: “ Jeg spiller på løgnen og fantasien for at skabe fortællinger om slægters liv. For at det hele skal gå op og give den mening, som fortælleren gerne vil have, at det gør, så kræver det en vis grad af fantasi og en måde at binde tingene sammen på, som ikke er i overensstemmelse med sandheden. Det er den samme måde, jeg tror, vi også skaber mening i vores eget liv på. Så bogen er én stor løgnehistorie. Men en meningsfuld løgnehistorie.” (Tomas Willemoes: “Fra bistand til bogmillionær”. Interview i Vejle Amts Folkeblad, 2005-07-30).