Introduktion

Jon Ranheimsæter tog først vejen om ad en norsk cand.mag. eksamen og arbejdede i Oslo som rockanmelder og forlagsredaktør, før han besluttede sig for at gå på Den Grafiske Højskole i København.

Men sin egentlige uddannelse tilskriver han sin opvækst i et kunstnermiljø. Hans far er ikke blot en anerkendt grafiker i Norge. Han har også været professor ved Kunsthåndværkerskolen i Oslo, ligesom hans mor har tegnet.

Forældrene blev katolikker, da Jon Ranheimsæter var i 7-års-alderen. Det, set i sammenhæng med at moren er engelsk, mener Jon Ranheimsæter selv er de vigtigste årsager til, at hans illustrationsarbejde måske har et mere internationalt frem for et nordisk præg.

Spændvidden og variationen i hans billedverden kan aflæses i de to billedbøger Hvordan hvalen fik sin snævre hals og Drengen der ville være bange. Hvor Kiplings eventyr har en ligefrem, let, humoristisk og meget engelsk tone, er stemningen i Drengen der ville være bange mere mørk, makaber og grotesk morsom.

Selvom bøgerne er meget forskellige, er man ikke i tvivl om, at det er Jon Ranheimsæter, der har tegnet dem begge. De rummer hver på sin måde nogle meget karakteristiske træk for tegneren. De viser en tegner, der fabulerer og digter videre på en tekst, der er god til at lave tydelige, fortællende billeder med dramatiske effekter, der bruger humoren og den ironiske pointe, og der i sin eksperimenteren med selve den grafiske form skaber et optimalt samspil mellem billede og tekst.