- Copyright:
- Illustration Jon Ranheimsæter
Grimms Eventyret om En der drog ud i Verden for at lære Frygt at kende er i Jon Ranheimsæters egen gendigtning blevet til Drengen der ville være bange. Her arbejder han netop med den enkle, helt spartanske tekst, som han bedst kan lide. Den giver ham et fuldstændigt frit spillerum til at billedsætte al den gru og uhygge, han selv oplevede, da han som 6-7 årig læste eventyret for første gang.
Det er da også tilsyneladende en rædselsvækkende og uhyggelig historie. På sin færd ud i verden oplever drengen de værst tænkelige situationer og møder alt det mest uhyggelige, man kan forestille sig. Men selv siger Jon Ranheimsæter, at det måske, når det kommer til stykket, kun er den scene, hvor faderen smider ham ud hjemmefra, der er rigtig uhyggelig for børn.
Alt det andet grufulde, som drengen kommer ud for, får et forsonligt for ikke at sige barokt, vanvittigt, komisk og til tider morsomt skær ved selve den afvæbnende, urørlige og koldsindige måde, han tager tingene på. Han kan jo netop ikke blive bange.
I det stykke følger Jon Ranheimsæter ham. Der er netop ingen bedrevidende, overtalende voksendistance i billederne: Se, hvor forfærdeligt, nu må du da blive bange! Det er tværtimod billeder, der er tegnet fabulerende og fantasifuldt og med en næsten fandenivoldsk fascination af det gruopvækkende og farlige. Billederne spiller på en dobbelthed i selve det billedmæssige udtryk.
For når Jon Ranheimsæter billedsætter barndommens skrækvisioner, trækker han på hele sit store fond af inspirationskilder: Dürer, Arcimboldo og Bosch, Piranesis fængselsfantasier, dødemotiver fra middelalderen, Goyas krigsvisioner, Collots hængte sigøjnere, mexicanerne Posada og Manilas ´calaveras´ (hovedskalsbilleder). Det giver billederne et ekstra lag, der ligger som et udspil til den voksnes viden og erfaring.
Der er ikke tale om nogen form for indforståethed, idet billederne umiddelbart lever deres eget liv. Men henvisningerne giver en ekstra dimension i billedsiden, som måske vækker genklang hos den voksne op- og medlæser, og under alle omstændigheder ligger som en åben opfordring til barnet om at vende tilbage til billederne.
Det er netop den side, Jon Ranheimsæter finder er væsentlig. "Tilværelsen er ´mystisk´ for et barn. Det spændende er i lige så høj grad det, man ikke forstår, som det man forstår. Derfor lægger jeg ikke så megen vægt på, at et barn nødvendigvis skal forstå alle detaljer i et billede: Det gør ikke noget, at man mystificeres og får noget at grunde over. Der skal være en udfordring i billedet."