-
- Copyright:
- Illustration Jon Ranheimsæter
I sine billedbøger har Jon Ranheimsæter arbejdet meget eksperimenterende med selve billedbogsformen og har udviklet det, han selv kalder ´en krydsning mellem en billedbog og en tegneserie.´
I den første firefarvede billedbog, Jens Sigsgaards genfortælling af sagnet fra den græske mytologi, Kong Midas har æselører, er der tilløb til en sammenkobling mellem billedbogen og tegneseriens udtryk. Det er imidlertid stadig teksten, de har hovedvægten, mens billedsiden på klassisk vis veksler imellem den illustrerede bog og billedbogens udtryk. Det er kun på enkelte opslag, Jon Ranheimsæter arbejder med tegneseriesekvensen, og kun et par steder lader han teksten indgå som en del af den typografiske helhed.
I den næste billedbog, Kiplings underfundige og morsomme historie om, hvordan den lille lumskefisk lokker den grådige hval til at spise en sømand, Hvordan hvalen fik sin snævre hals, er det omvendt. Her er billedsiden dominerende, og teksten indgår som en del af helheden på billedets præmisser. Jon Ranheimsæter har her meget bevidst brugt talebobler til dialogen, mens de mere berettende afsnit, ligeledes håndskrevet, danner en visuel helhed med billederne.
I Drengen der ville være bange rendyrker Jon Ranheimsæter sit eget helt personlige billedudtryk. Tegneseriens dynamiske, filmiske billedsekvenser spiller sammen med billedbogens fortættede, fortællende udtryk. Den perfektionistiske gennemarbejdning er karakteristisk for Jon Ranheimsæter. Her er intet overladt til tilfældighederne. Hver en detalje er der kælet for. Det er blevet til en bog, der i sin gennemarbejdede form er helt klassisk samtidig med, at den i sin tegnemåde er meget moderne.
Jon Ranheimsæter bruger denne fortællemåde i flere af sine følgende bøger, idet han afpasser dem stemnings- og udtryksmæssigt efter tekstforlægget. Således er Eske K. Mathiesens Eventyret om den lille skrædder lys og venlig og mere umiddelbar end Robert Brownings rimede udgave af det klassiske eventyr om Rottefængeren fra Hameln, der som vi alle ved tager en frygtelig hævn over det nærige bystyre. Jon Ranheimsæter er her mere dyster og foruroligende både i sin figurtegning - den rottefænger er intet rart bekendtskab - og i sin farveholdning.
Per Riis Ebbesens fortælling om Elefanten der fik nok inspirerer Jon Ranheimsæter til mere glad vildskab i sine billeder af den sure elefant i zoologisk have, der længes så meget efter sukkerrør og skove, at den i et ubændigt raseri suger alt og alle, hele jorden, planeterne og stjernerne ned i maven. Lige indtil den atter mindes smagen af sukkerrør og slår en kolossal prut, som den husker at stoppe i tide, så den kommer tilbage til sin jungle.
Her bruger Jon Ranheimsæter imidlertid i højere grad opslaget til større enkeltbilleder og udnytter billedretning, baggrund og farvesætning meget effektfuldt, mens tegneserieindslaget er minimalt.
Det er værd at lægge mærke til, at Jon Ranheimsæter ikke er bange for at bruge komplekse billedudtryk i sine bøger. "Moderne børn er fremragende billedlæsere, flasket op som de er med tegneserier, video og tv," siger han og fortsætter: "De lærer tidligt at forstå, at selv om mandens hoved ikke er med på billedet, behøver han ikke være halshugget. Også evnen til at aflæse perspektiver, ekstreme afkortninger m.m. tror jeg, de lærer tidligere og tidligere. Det giver en større frihed illustrationsmæssigt. Det er nok på den måde blevet nemmere at være illustrator i dag, end det var for 30 år siden."