"For mig skal en illustreret bog være en helhed, ikke en tekst ledsaget af billeder. Billeder og tekst bør indgå i et litterært og grafisk samspil."
Kravet om at opnå det maksimale grafiske samspil mellem billede og tekst går som en rød tråd gennem hele Jon Ranheimsæters produktion. Det er da også sådan, at han selv helst både tegner og tilrettelægger de bøger, han illustrerer, også når det drejer sig om andre bøger end billedbøger.
Det er Eske K. Mathiesens Heinreich Hundekoks bedrifter og især Harlekin på flugt et godt eksempel på. Her har Jon Ranheimsæter taget sig af bogens samlede grafiske tilrettelægning. Man kan se det på alle de mange gennemarbejdede detaljer (omslag, titelblad, indholdsfortegnelse, kapiteloverskrifter, sidetal) og på selve den måde, hvorpå illustrationerne føjer sig ind i den tekstlige sammenhæng.
Omslaget til Harlekin på flugt er et godt eksempel på, hvordan Jon Ranheimsæter lader den illustrative og fortællende side spille sammen med det grafiske og billedmæssige. Det fortællende i omslaget er dets opsummering af bogens historie: På forsiden kommer Døden i voldsom hast med timeglasset i hånden for at hente Harlekin, som imidlertid undviger med en elegant bevægelse. På bagsiden falder Harlekin tungt ned i hovedet på den forskrækkede Død.
Det grafiske og billedmæssige tager naturligt udgangspunkt i de ydre karakteristiske træk ved de to hovedpersoner. Hele kompositionen er bygget op over rudemønstret og farverne i Harlekins dragt, mens der hentydes til Døden i det mørkviolette baggrunds´tæppe´, bestående af kranier i et tilsvarende rudemønster.
På bagsiden er der ydermere et raffinement: Dødningemønsteret danner et scenetæppe, hængt op øverst i billedrammen. Det skaber en teatermæssig illusion, sådan at billedet, hvor Harlekin overrumpler Døden, også kommer til at indeholde en fin hentydning til Harlekin-figurens udødelighed. Det er ikke kun i bogen, han lever, men også rundt om i verden, på scenen. En elsket og udødelig figur.