Når Jon Ranheimsæter siger, at han holder af at tænke på sig selv som en forællende tegner med hang til det morbide, så passer det som fod i hose til Drengen der ville være bange og og Harlekin på flugt, hvor han veloplagt kredser om døden og alle forestillingerne om den.
Men man skal bag om selve udsagnet og have fat i tonefaldet for at komme frem til det, der er Jon Ranheimsæters fremmeste kendemærke: humoren. Den er der hele tiden, hvad enten det drejer sig om de makabre og morbide historier, de mere hverdagsnære eller de eventyrlige og fabulerende.
- Illustration fra Niels hjælper mor.
Copyright: - Illustration Jon Ranheimsæter.
I Niels hjælper mor holder Jon Ranheimsæter en kærlig, ironisk distance til det foretagsomme barn, der på ingen måde hjælper sin mor. Han driver hende snarere til vanvid. Det siger den umiddelbart tilforladelige tekst ikke spor om. Det er på billederne vi se Niels i aktion og moren i opgivende fortvivlelse.
I Min far oprulles et andet kendt hverdagsdrama på næsten samme måde, men her er faren i fokus. To små drenge skændes om, hvem af deres fædre, der den stærkeste, rigeste etc. Her kommer pointen imidlertid først på sidste side, hvor vi endelig får syn på de fædre: den ene er en lang tynd fyr med brun, strikket vest, hjemmesko og rødternet forklæde, den anden er lille og tykmavet med pagehår, Elton John briller, rygsæk og cykelhjelm.
Kontrasten til praleriernes he-men er til at tage og føle på. Det er sjovt, men uden at der er tale om morskab på barnets bekostning. Jon Ranheimsæter holder både her og i Niels hjælper mor en fin balance mellem at være voksen iagttager og samtidig være inde i barnets egen forestillingsverden.
Lars og Lone alene hjemme er endnu en ´far-bog´, men denne gang er det ikke ´de gode, bløde fædre´, det handler om. Tværtimod får vi her faren, der lader det hele sejle. Han lader sine to mindre børn være alene hjemme. Han giver dem matadormix og skumfiduser til morgenmad. Hans eneste reaktion på, at hele huset er brændt af, da han kommer hjem er at glæde sig over, børnene ikke har kedet sig, gå på burgerbar og spise og foreslå, at de skal sove i telt og lege indianere.
Det er en helt igennem bevidst upædagogisk og ukorrekt historie om alt det man ikke må, alt det forbudte. Her er slet ikke er nogen form for morale. Det er meget morsomt og befriende. Man kan sige, at bogens historie er i sig selv pointen. Det er både dens styrke og dens svaghed. For måske er der mere tale om humor på voksne præmisser?
- Illustration fra Opfinder Ole.
Copyright: - Illustration Jon Ranheimsæter.
Der mere rablende og afsindig humor på børneplan i Opfinder Ole. Peter Mouritzens korte, rimede vers om drengen, der opfinder alt muligt og ikke mindst umuligt, har inspireret Jon Ranheimsæter til en række utroligt opfindsomme, morsomme, vanvittige og sjove tegninger.
Han fortæller selv, at han har haft glæde af den viden, det har givet ham at tegne til et lærebogssystem i fysik og kemi. Men det kommer kun til udtryk i ´udenomsværkerne´ på tegningerne, for selve opfindelserne er der absolut ikke noget realistisk og håndgribeligt i - selv om de er tegnet så akkurat og præcist, at man næsten kunne fristes til at tro det! Men selvfølgelig er det modstillingen mellem det tilsyneladende så korrekt tegnede og det afsindige indhold, der gør bogen så overrumplende morsom.
Jon Ranheimsæter laver hele tiden bøger til børn, og han vil gerne lave flere billedbøger, når blot der er manuskripter, der ´virkelig sætter hjulene i gang´. Lad os håbe, der kommer flere af dem!