Romanen ”Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet” gennemspiller scener fra fem romaner af fem vidt forskellige forfattere. Således er den første sætning i hvert afsnit hentet fra andre romaner. Kapitel et citerer fra Marguerite Duras’ ”Elskeren”, kapitel to fra Sylvia Plaths ”Måske bliver jeg aldrig lykkelig”, kapitel tre fra Antoine de Saint-Exupérys ”Den lille Prins”, kapitel fire fra Kathys Ackers ”Don Quixote, der var en drøm” og kapitel fem fra Christina Hesselholdts ”Du, mit du”. Derefter er der i romanen indsat tre privatfotos, henholdsvis et billede af en lille dreng og et føl, en pointliste fra en konkurrence i dressur og til sidst et billede af et træ. Fotografierne markerer et skillepunkt, et midtpunkt i romanen, hvorfra de resterende fem kapitler citerer fra romanens egne første fem kapitler. Formen er altså på ingen måde tilfældig, nej, den er en kontrolleret opvisning i litterær dressur, hvor rytteren demonstrerer efterligningens kunst og evnen til egne originale indfald.
Herudover indgår passager fra fire medicinske fagbøger. Her er sproget nøgternt og fagligt, hvilket giver en smuk kontrast til det poetiske i Rasmussens roman.
Ifølge forfatteren selv er hans skrift desuden blevet sammenlignet med forfattere som Elfriede Jelinek og Herta Müller.
Et af de steder, hvor Bjørn Rasmussen viser særlig opfindsomhed, går han ud over fiktionens ramme og kommenterer direkte på dansk kulturpolitik, hvorefter han bliver lommefilosofisk og fortaber sig i avocadoer – og hvor de kan købes, som igen er en reference til forfatterens opgør med jeg´et som enhed. Det bliver en stream of conciousness, der går fra politisk kommentar og satire over til Rasmussens egen metaforik; avocado-jeg´et, der her er overmodne og tømt for kerne, for derefter at styre direkte mod en indrømmelse hvor netop et ’jeg’ erklærer: Jeg er så ked af det:
”(…) Jeg beder dig, kan vi ikke være lidt konkrete, kan Brian Mikkelsen ikke komme og maltraktere min forhud med papirdannebrog, kan Brian Mikkelsen ikke komme og overlevere et kodeord, et kærlighedsbud, kan Brian Mikkelsen ikke komme og hvæse Blåvandshuk i mit øre, idet han giver mig dødsstødet, der fratager mig denne sidste rest af opslidende selvbevidsthed, og klemmer sin gullige sæd ud over min afdøde riddermave, åh ja, kan du ikke begå et mord på mig i aften, kan du ikke lægge mig på et leje af avocadoer, udstenede, overmodne, er de fra Kvickly, er de fra en indvandrerkiosk, jeg er så ked af det, (…)” (s. 32).
Referencen til en nulevende, dansk politiker leder tanken hen på Susanne Brøgger, der med romanen ”Jeg har set den gamle verdens forsvinde – hvor er mine øreringe”, rettede en grov kritik mod Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt. Hvor Susanne Brøgger antydede, at førnævnte politiker var nazist og ikke tøvede med at kalde ham en ”vammelsmuk arier” og ”det blonde bestie”, bruger Bjørn Rasmussen udelukkende politikeren Brian Mikkelsen som reference til dansk kulturpolitik.