Kære mor. Jeg har det valmue. Det er så valmue at være valmue. Jeg valmuer hele tiden og det hænger mig ud af valmuen. Jeg håber du er valmue og at vi valmuer. Kh stofrelateret sprut-skid.denfedenar
10.07
Ingen engle ringe, det blæser stille over vor utilstrækkelighed.
Insemination.
Der hænger et baseballbat på væggen i min lunge. Der hænger en le, en lever.
Homoseksuel lyder lidt som leukæmi bagfra.
(…)”
I romanen ”Jeg er gråhvid” (2018) er det fortællerjegets hypotetiske (pap-)faderrolle, der sætter historien i gang. Bjørn Rasmussen starter værket som dramatiker med en enkelt regibemærkning: ”Vi skriver det 504. skudår siden Kristi Fødsel,” for derefter at lade ægtefællerne ’Bjørn’ og ’Jacob’ tale sammen ufiltreret. Jacob fortæller, at ’Maren’ har ringet: Hun vil gerne have et barn, og Jacob vil gerne være far. Det er Jacobs ønske, og Bjørn imødekommer det for sin elskedes skyld. Startscenen er ren, elegant og samtidig fyldt med ordspil og symbolik.
Ønsket om barnet skal vise sig at blive begyndelsen på en ”præ-fødselspsykose” for Bjørn, der hverken er barnefaderen eller den gravide, men derimod den gråhvide: Den kommende papfar, der bevæger sig i gråzonen af forældreskabet. Det udvikler sig til en full-blown psykose, der skildres med smerte, skønhed, et væld af litterære såvel som popkulturelle referencer og en humoristisk sans, der overrasker og fastholder læseren i en svimlende læsning.
Rammen er en dagbog, der begynder den 27. oktober, DAG 1 kl. 18.08 og derefter følger dato og tidsangivelser, indtil tiden flyder ud mellem sætningerne, der til sidst starter og slutter og fortsætter i glidende overgange.
54701586
Dagbogen skriver Bjørn til det ufødte barn, der i hans bevidsthed antager snart sagt alle former, imens han forsøger at komme ud af sit misbrug. Undervejs refereres der kort til en anden dagbog, ”Laura Palmers hemmelige dagbog” fra tv-serien Twin Peaks, som udkom på dansk på det tidspunkt, hvor Bjørn slutter med at være barn – og ædru, og til den ikoniske MIX-kalender, der udkom med ungdomsbladet MIX i 1990’erne. Et optrykt foto af den dokumenterer den unge Bjørns begejstrede fuldskabsdebut (s. 18).
Bjørn Rasmussen blander jysk dialekt og stednavne suverænt ind mellem egne ordspil og danske popsange fra 1990’erne, blender det med voksende paranoia, sex og sensualitet, som drejes ind i det smertefulde, misbruget – som en generel tendens, nærmest et personlighedstræk. Bjørn misbruger alkohol, stoffer og sig selv. For Bjørn får gråviditeten en høj pris: I forsøget på at blive ædru bliver han psykotisk, og i forsøget på at opfylde sin elskedes ønske, mister han ham: Barnet, der skulle fuldbyrde ægteskabet, bliver aflyst – og det gør ægteskabet også.