I Bjørn Rasmussens debutroman ”Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet” (2011) er der ikke tale om en kausalt fremadskridende handling, ej heller om et klart defineret fortæller-jeg. Ligeledes skifter stederne, hvor handlingen udspiller sig, mellem at være helt konkrete, for eksempel bus nr. 491 mod Fjaltring eller provinsbyen Lemvig, til at være mere diffuse.
På samme måde veksler Bjørn Rasmussen mellem meget konkrete beskrivelser af steder, kropsdele og handlinger, som han med nærmest medicinsk præcision skærer ud med skalpel, til mere svævende og vævende skildringer, der fortaber sig i mystik: Fortæller-jeg´et Bjørn refererer til sin mor som en arketype, Moderen. Moderen har en jagthund, Titan, der er ’mere end Titan’ – Titan er således også en brændeovn, motionsudstyr og hårde hvidevarer, men Titan bliver forvekslet med et rådyr og bliver skudt.
28939930
Romanen bevæger sig både sprogligt og emnemæssigt over forskelligt terræn. Vi følger hovedpersonen Bjørn, der som forfatteren selv er vokset op på en rideskole.
Den spirende homoseksualitet folder sig ud som en overvældende kærlighed og et uudslukkeligt begær i Bjørn, der forelsker sig i en ældre ridelærer, en smuk mand, en bestemt mand, en håndfast mand.
Stringensen i ridesportens dressur forplanter sig i mellem ridelæreren og Bjørn, der indleder et sadomasochistisk forhold, hvor det tydeligvis er Bjørn, der udgør den masochistiske part. Om læreren er forelsket står uklart hen, derimod er Bjørns forelskelse nærmest en ambivalent besættelse, hvor han på skift elsker og hader: Han hader at elske og elsker at hade i en grad, så han må begå hærværk mod ridelærerens saddel, som han flænser op, før han vender hadet mod sig selv og flænser sin egen hud. Vi følger Bjørn fra barn til ung til voksen, en rejse gennem Danmarks, kroppens og følelsernes landskab.