Pynt

Citat
”(…) Omtrent samtidig får jeg den tanke, at man har installeret HIV-blæsebælge i DSB’s hvilekupeer, og at de har tilknytning til de elektriske reflekser fra kraniet til livmoderen, der gennemstrømmer mig, når jeg opholder mig bestemte steder i indre by, en eftermiddag gennemvæder jeg mine jeans i en krampetrækning i Magasin.”
”Pynt”, s. 35.

Bjørn Rasmussens roman ”Pynt” (2013) bliver beskrevet som en punktroman, en prosalyrisk fortælling, der kredser om – eller måske rettere kredser i – skuespillerinden, den forældreløse Ragna Svendsen, der er indlagt på en psykiatrisk afdeling. At kalde ”Pynt” en roman eller en fortælling virker underligt begrænsende: Værket er fabulerende i sin form – fra sin vilde blanding af inderlig poesi til nærmest lemlæstende metaforik, hårdkogte udbrud eller nådes- og hudløse skildringer af alt det, huden omslutter, fra psyke til soma. Derfor bliver summen et litterært sindbillede, et reflekterende, registrerende stykke tekst, der er i konstant bevægelse, som om det har sit eget væsen, en puls og et åndedræt.

50718875

”Pynt” er en nærmest fysisk læseoplevelse, fordi den kredser om kroppen og kroppens funktioner, men samtidig skildrer sindets veje og vildveje. Skuespillerindens relationer og hendes beskrivelser af dem, hendes bror Victor, hendes værge Werther, manden Hr. Johansen, hun giftede sig med og blev skilt fra og veninden Alfrieda, som hun er forelsket i, udgør tilsammen et persongalleri, som er vævet ind i Ragnas sind – men også i hendes væv: Huden er også her et elastisk hylster, der omgiver legemet.

Men legemet er ikke statisk, det er et fremmedlegeme, en krop, som Ragna har et (spise-)forstyrret forhold til. Anoreksi, bulimi og psykoser binder smertefuldt Ragnas krop og sind sammen. Hendes sjæl kommer måske særligt til udtryk i de fine poetiske skildringer, mens hendes væsen fremturer i en sort humoristisk tone, der skaber sproglig modvægt og fra tid til anden nærmest smider groteske, konkrete billeder lige i synet på læseren.

Psykosens, traumernes eller sorgens sprog er ikke logisk, det er billedrigt og psyko-fysisk, og spørger uden at sætte spørgsmålstegn efter sit udsagn: ”Er vi pynt. (…) Det forlanges af mig, at jeg skal være et menneske, jeg ved ikke, hvordan man gør” (s. 107). Ragna Svendsen er både pynt og menneske, og Bjørn Rasmussen beskriver hende både som en tilstand, et symptom og en diagnose.