At han også skriver triste digte er også korrekt, men det er ikke kun ham selv, der læser dem. Digtet ”Efter Bikini” udkom i samlingen ”På knæ for livet” (1948).
25483510
Digtet beskriver konsekvenserne af de første amerikanske atombombeforsøg ved øgruppen Bikini i Stillehavet. Det er siden offentliggjort i utallige antologier og læsebøger, så snart sagt alle unge siden har læst det i skolen. Første strofe lyder sådan:
”Jorden er støv og ild. Mennesketom. Forladt.
Intet levende ser stjærnernes tegn i nat.
Ingen skal græde mer. Ingen skal mere le.
Intet skal mere ske.”
I ”Fremtiden er forbi” (1985) er grundtonen trist og vemodig:
”Birkens søjler af bark
over vissent løv.
Blækket tørret ind
på det hvide ark.
Hånden under din kind
er blevet til støv.”
Skønt det at dele hans digte op i sjove og triste er nærliggende, er det ikke dækkende. Karakteristisk for Halfdan Rasmussen er en dobbelthed også inden for det enkelte digt. En poetisk universel stemning kan brydes af et fandenivoldsk indfald:
”Kom, lille hvide snefnug, og sæt dig på min pande.
Fortæl om alle stjærnerne og alle jordens lande.
Kom, lille hvide snefnug, og hils på mine hænder.
Fortæl mig hvor du kommer fra og hvor din rejse ender.
Kom, alle hvide snefnug,
og læg jer her på bakken,
så jeg kan gi min storebror
en snebold midt i nakken!”
Et rent vrøvledigt kan ende i en næsten religiøs lovprisning af livet:
”Den stærkeste mand i verden
kan bær en flodhest i tænderne
og løfte en sporvogn fra skinnerne
imens han klapper i hænderne.
Men sætte en blomst på et lille strå
og farve den vældige himmel blå
og skænke min søster en mælketand –
det evner han ikke, den stærke mand!”