Sjove digte

”Jeg skriver sjove digte./ Jeg skriver osse triste./ De første læser andre folk./ Selv læser jeg de sidste.” Sådan beskriver Halfdan Rasmussen sit forfatterskab, og det er da også nærlæggende at dele hans forfatterskab op i sjove og triste digte. At han skriver sjove digte, hersker der heller ingen tvivl om. Humoren kan f.eks. ligge i ordvalget: ”Sjip - sjap- solskinsvejr./ Lip - lap- læbe./ Manden spiser flæskesvær/
og konen spiser sæbe.”

Han excellerer også inden for bogstavrim, her fra ”Halfdans ABC”:

”Freddy Fræk fra Fakse

fangede i fælder

femten flotte friske

fiskefrikadeller.”

51466128

Humoren kan også ligge i overraskende ordsammensætninger og i emnevalg: ”Rabalder-Helge løb tør for benzin

og fyldte sin knallert med brændevin

og kørte til byfest i Allerød

med støvlerne fyldt med rabaldergrød.”

og et særpræget emnevalg i ”Noget om erhvervssygdomme”:

”Sabelsluger Sam fra Als

får så mange vabler

i sin lange tynde hals,

når han sluger sabler.

For at undgå vablerne

må han koge sablerne,

skønt han ellers holder på,

at de smager bedre rå.”

Hans formelle sans udmønter sig f.eks. i overraskende pointer, i gentagelsen og i vokallege. Her eksempler på de to sidste:

”I et meget lille land
i et meget lille hus
bor en meget lille mand
og en meget lille mus
og den meget lille fyr
med det meget lille dyr
ha en fin tenor
der er meget, meget stor!”

”En lille spirrevip
uden slips og uden flip
sad og sang på en gesims
for en spraglet himstergims,
men da gimsen ville pimpe
med en simpel himpegimpe,
spirred vippen bort til slut
med en sippet dippedut!”