Drengen William kommer på sit livs eventyr, da hans mor får arrangeret, at han kan følge med retsantropologen Bendt til en arkæologisk udgravning i Kina. Som retsantropolog er det Bendts job at fastslå dødsårsager for lig fundet i forbindelse med historiske udgravninger.
Med sig har Bendt også sin datter Athena. Athenas mor og Bendts kone, arkæologen Helena, er kort tid forinden, under en udgravning i Egypten, blevet begravet i et mudderskred. Det er således en familie i sorg, William slutter sig til.
Men også en familie med hemmeligheder. For eksempel skjuler Athena, at hun er i besiddelse af sin mors dagbog. En dagbog som mange mennesker ønsker at få fingrene i. Den rummer nemlig vigtige informationer om morens forskning vedrørende den forsvundne by Atlantis. Viden som mange vil slå ihjel for.
28828489
Jagten på sandheden om Helenas forsvinden og om Atlantis bringer William og Athena ud på eventyrlige rejser til alle verdens hjørner. De bliver skarpt forfulgt af mystiske mænd, der for enhver pris ønsker, at Atlantis’ hemmeligheder forbliver hemmelige.
Undervejs løser de gåder om en kviksølvsskamferet kejser i Kina, kommer på sporet af biblioteket i Alexandria, opdager et skjult tempel og overlever med nød og næppe en tur i en mexicansk offersø.
Serien om William og Athena beskæftiger sig med gamle gåder, sindrige fælder og verdensomspændende sammensværgelser på lige fod med helt almindelige, hverdagsagtige problematikker som pubertet, menstruation og forældrerelationer. Det betyder, at det actionfyldte og eventyrlige element funderes i noget, som læseren kan identificere sig med og forholde sig til.
Tematisk kredser serien om det at finde svar, hvad enten det drejer sig om svaret på gåden om Atlantis eller om svaret på, hvad der skete med Athenas mor. Tempoet i historien skrues i vejret med biljagter, pileregn og vilde vinde, hvilket betyder, at læserens opmærksomhed holdes fanget og at man bogstavelig talt skynder sig fra side til side sammen med bogens hovedpersoner.