Bent Rasmussen er nok mest kendt for sine nutidige hverdagsskildringer, men allerede inden den store strøm af science fiction-bøger kom, havde han givet et bud på en fremtidsvision i Den dobbelt sol.
I de sidste par år har han med stort talent udfoldet sig i en fortidig og mere fantastisk verden. Selv om handlingen foregår i en gold fremtid eller en mystisk fortid, betyder det ikke, at han har afskåret sig fra at sige sin mening om menneskelige værdier og om tendenser i nutidens samfund.
Hver by har sin heks - og godt det samme, når Cecilie må flygte fra bispen, der har gjort hende gravid. I En død rotte får ikke unger har bispen hals- og håndsret over fattigfolk og fæstebønder, der til enhver tid må stå til rådighed, når det gælder arbejde, sex og vanvittige videnskabelige forsøg.
Tiden er middelalderen med dens undertrykkelse, oprør, mystik og kloge koner, og det er en farefuld færd, Adam må drage ud på for at finde sin søster.
I mellemtiden har landsbyen fået nok af bispens tyranni og gør oprør "Med den ret til at tage sagen i egen hånd, som fattige og undertrykte har".