Tårnguldet foregår i eventyrets magiske og symbolske verden med dets tydelige repræsentanter for det gode og det onde. Ondskaben har fået overtaget.
En grøn sky har forgiftet en hel dal og lagt den øde. Den tretåede mare hersker på kirkeloftet, og griskheden kender ingen grænser hos de tre sammensvorne brødre: præsten Allehelgen, våbensmeden Allevegne og købmanden Allemand, der kun har tanke for at berige sig selv, mens folk dør som fluer.
I modsætning hertil er det klogskab og medmenneskelighed, der kendetegner den fattige kvinde i møllehuset og hendes datter Liv, og der begynder at ske sære ting, da de tørrer tårerne bort på kirkens kristusfigur.
Også Kiria og slangedræberen er en eventyrlig historie - om pigen Kiria, der drager bort fra sin landsby for at opleve verden og kærligheden. Ét er drøm, noget andet virkelighed, og tingene udvikler sig ikke helt, som Kiria havde forventet, da hun på sin vej møder slangedræberen Pipin.