Et tilbagevendende tema er menneskers reaktion mod omverdenens urimelige forsøg på at styre og begrænse deres liv - en begrænsning og en styring, som forfatteren også selv undgår.
Bøgerne er fri for pædagogiske pegefingre og fordømmende moralisering. Det er ikke det enkle og lette eller de færdige løsninger, der kendetegner dem, men derimod masser af udfordring og tillid til læserens egen fantasi og dømmekraft.
Sproglig fantasi har Bent Rasmussen selv til overflod. Han er noget af en ordkunstner og leverer det ene rammende ordbillede efter det andet. Sprog, opbygning og indhold er en helhed, og han kan - når han er bedst - skabe en stemning, så alle sanser tages i brug, og servere replikker, så det fyger om ørerne.
Kort sagt er han en fascinerende fortæller, der skal opleves snarere end beskrives. Vi venter i hvert fald spændt på, hvad hans næste udspil bliver - det kan man nemlig aldrig vide på forhånd.