Beslægtede forfatterskaber

Rasmus Bregnhøi har en tydelig forkærlighed for det drengede univers, hvor mennesker per default er mandlige, med mindre de udfylder en tydelig kvindelig funktion, som for eksempel at være bedstemor eller eksplicit konnoteres kvindelig af forfatteren. Den forkærlighed deler han med den svenske tegner Jan Lööf og med danske Jakob Martin Strid. Interessant nok arbejder alle tre også hovedsageligt med en let genkendelig verden, dog med en stærk sympati for barnets perspektiv på verden.

Bregnhøi har illustreret for mange forskellige forfattere, men han har også arbejdet sammen med en håndfuld forfattere igennem mange år. Det gælder samarbejdet med Andreas Bræstrup Kirstein og bøgerne om Poul og far og spinoff serien om Pia Linda og mor. En anden forfatter, han har arbejdet meget med, er Kim Fupz Aakeson. De har ikke arbejdet så meget i serier, men i enkeltstående udgivelser. Senest med udgivelserne ”Heks” og ”Pigen der havde en klovn på slæb”, begge fra 2015. I ”Heks” har drengens far fået en ny kæreste, hun ligner og opfører sig som en frygtelig heks, med grønt hår, rådne tænder og spids hat. Efterhånden som drengen lærer kvinden at kende ændres hendes udseende mere og mere mod en almindelig kvinde.

I ”Pigen der havde en klovn på slæb” er tegningerne mere fantasifulde. Der er et lyserødt, smilende hjortedyr, måger med hatte og elefanter med hånddukker på snablen, men der er også farlige drager, onde trolde og noget ubestemmeligt, som er helt forkert. Pigen og klovnen er faret vild, de ved ikke helt hvor de er på vej hen, men nogen er blevet væk og ” … den der ikke leder intet finder” som pigen konstaterer. De får hjælp på vejen, og i baggrunden springer hjortedyret rundt og holde øje med de to. Til sidst finder de hjem til moren, klovnen var i virkeligheden pigens lillebror og hjortedyret var faren. Han er blevet begravet og moren giver børnene ret: ”Alt er helt forkert … Jeg ved det godt, jeg ved det alt, alt for godt”.

Samme tema udspiller sig hos den norske forfatter Stian Hole i hans billedbog ”Annas himmel”. Annas mor er væk, og sammen med faren tager Anna på en rejse igennem en fantasiverdenen for at finde sin mor. Ud over den fælles tematik er begge bøger bygget op af collager, i begge bøger flyver hovedpersonerne igennem fantasifulde og svært forståelige landskaber, og det er svært at tro, at Aakeson og Bregnhøi ikke har ladet sig inspirere af ”Annas himmel” i arbejdet med ”Pigen der havde en klovn på slæb”. Dog har både Aakeson og Bregnhøi meget anderledes tilgange til tekst og illustration end Hole.