Samme år indledtes et samarbejde med forfatteren Peter Mouritzen, som har skrevet en hel del finurlige billedbøger. I Det gale vejr (2000) lyder det:
”I Bindegal by var der en mølle, der malede byens vejr. Normalt gik det godt. Men når det gik galt, gik byen amok og blev sær.”
Det gør tegningerne også. Bliver sære. Men også interessante, blandt andet fordi der her er anvendt en anden teknik (akrylmaling) end i de tidligere bøger. Rasmus Bregnhøi viser her et stort malerisk talent. Tag for eksempel opslaget der lyder:
”Hos Madsen, der altid var tavs og mut, sad der på taget en sjov trutterut. Hos Kitty, der havde et hvidt stakit, sad på stakittet en køn kvittevit.”
Det er specielt vellykket af flere grunde. Hvis man kigger på bakken bag kvittevitten, ser man en blomstereng med store blomster, der tilsyneladende er blevet malet over med et orange-gulligt lag, der dog er lagt så tyndt på, at blomsterne nedenunder stadig kan ses. Det er smukt og et decideret vendepunkt i illustratorskabet. I ”Det gale vejr” introduceres også det at klippe figurer ud og klistre dem på i flere lag. Bagerst i alle tegningerne ligger dog det hvide papir. Der er ingen horisontlinje eller disede, blå bjerge i det fjerne til at forstyrre. Der er også nok andet at kigge på.
24457419
Året efter udkom Kukken – det gale ur (2001) skrevet af Peter Mouritzen. Her er vi igen i Bindegal by, og tegneren har brugt præcis samme teknik som i ”Det gale vejr”. Men der sker også noget nyt, idet der er flere tegninger, der har en farvet baggrund med psykedeliske mønstre, der ikke giver ro, men tværtimod pisker en stemning op. Mest vellykket på tegningen af kukken der forklædt som tyv løber af sted med klokkerens ur. Den form for baggrund går igen andre steder. For eksempel i bogen Landet længere væk (2002), som er et katalog over hovedparten af de danske bogillustratorer. Her har Rasmus Bregnhøi tegnet til en grum historie af Dorte Karrebæk, og et heftigt orange mønster er her brugt som en understregning af hovedpersonens mentale tilstand. I Tante T. (2003) af Kim Fupz Aakeson er Rasmus gået videre med disse mønstre. De breder sig på de fleste sider – ja, helt ud på bogens forsats der er lige til at blive svimmel af.
Som det nyeste skud på stammen af bøger fra Bindegal by er bogen Det gale alfabet udkommet (2003). Her ser man igen de helt hvide baggrunde, men bakkerne er væk, og det samme er de psykedeliske mønstre. Til gengæld er der en klar reference til en af Rasmus’ passioner: Litteratur af lidt ældre årgang. På et opslag i ”Det gale alfabet”, ser man således Huset Buddenbrook ( Thomas Mann) og Slottet (Franz Kafka).