Filmstjerne med farlig belurer

Citat
Ved at fortælle om Blairs overbeskyttede liv, og hvordan folk reagerer, når en kendt person er i nærheden, kommer man ind bag Hollywood-facaden. Rees viser, at berømmelse har sin pris.

Udover at være en nervepirrende historie om en morder, der udser sig et bytte og leger med det, handler romanen “Midnight Hour” fra 1997 (“Skyggedans”, 1997) om det at være filmstjerne. 17-årige Blair Page er nemlig en usædvanlig smuk og talentfuld pige, der har succes på det store lærred og beundres af alle. Men hun er også ensom og hyrer derfor den tidligere klassekammerat Louise til at være sin personlige assistent.

Problemerne begynder, da Blair spiller professionel udspringer i en film, hvor hun er letpåklædt. Dette vækker interesse hos en person, der har flere mord på samvittigheden. Da skuespillerinden begynder at modtage mærkelige gaver, såsom et Valentins kort skrevet med blod, hyrer hun den kvindelige privatdetektiv Della. Det vrimler med mistænksomme typer i Blairs omgangskreds. Gaverne på hendes dørtrin viser, at forfølgeren er meget tæt på hende, siden vagthunden ikke reagerer. Til sidst udspiller der sig et nervepirrende kapløb mod tiden for at finde seriemorderen, inden Blair bliver det næste offer.

Der er sket en udvikling på det fortælletekniske plan fra “Hvad skete der med Jenny?” . Personerne er mindre karikerede, og historien er skrevet med brug af alvidende fortæller. Læseren kommer ind i hovedet på morderen og får indblik i hans syge tankegang, uden personens identitet afsløres. Det giver et ekstra gys at kende morderens hensigt.

Celia Rees glemmer heller aldrig at forføre sine teenagelæsere med temaer, der henvender sig til en ung målgruppe. Ved at fortælle om Blairs overbeskyttede liv, og hvordan folk reagerer, når en kendt person er i nærheden, kommer man ind bag Hollywood-facaden. Rees viser, at berømmelse har sin pris.