Henrik Rehr har beskæftiget sig med historisk fiktion (”Danmark besat”), historiske biografier (”Gavrilo Princip”) og selvoplevet dokumentarisme (”Tribeca Sunset”). Samlende for de tre værker er fokus på frihedskæmperen/terroristen. I ”Danmark besat” har vi de heroiske modstandsfolk, i ”Tribeca Sunset” terroristerne og deres afskyelige handlinger og endelig i ”Gavrilo Princip”, frihedskæmpere som omtaler sig selv som terrorister.
Rehr har i forbindelse med sidstnævnte sagt: ”Jeg ville gerne undersøge, hvad der får et ungt menneske til at blive terrorist. Gavrilo Princip og hans medsammensvorne så sig selv som terrorister, og det er mit primære interesseområde her.” (Kristian Lindberg: Terroristen bag verdenskrigen. Berlingske Tidende, 2014-06-19). Interessen for terroristen og hvilket menneske der gemmer sig bag masken, blussede for alvor op, efter at Rehr oplevede terrorangrebet på World Trade Center helt tæt på.