Erich Maria Remarque bliver af mange betragtet som den moderne krigsromans fader, og han kan på mange måder også siges at have fornyet genren. Krigsromanen kan spores langt tilbage i historien – helt tilbage til Homer og ”Iliaden” – men det er først med Remarque, at vi får den realistiske udgave, eller den ”ny saglighed”, som han selv beskrev det.
I ”Intet nyt fra Vestfronten” får vi således serveret det råt for usødet: sprængte arme og ben, granatsplinter i øjne og halspulsårer og blottede, løsslupne indvolde. Og ikke nok med det. Udover de fysiske lemlæstelser får vi også klart og tydeligt redegjort for de ligeså slemme mentale lemlæstelser i form af psykotiske, rallende og angstplagede soldater. Remarque formulerer sig i en rå realisme, hvor intet forskønnes eller ties, og det er tydeligt, at det ikke er heroiske krigsromaner – som dem man ellers læste på det tidspunkt – han ønsker at skrive, men derimod direkte antiheroiske krigsromaner. Romaner hvor krig ikke er noget, som kan vindes og som gør godt for nationalstaten, men derimod en komplet meningsløs og på alle måder destruktiv affære.
Remarque udviser i det hele taget en desillusion – en manglende tiltro til verdens orden – i sine romaner. Både i de klassiske krigsromaner (som foregår på slagmarken) og i de krigsromaner, som foregår i efterdønningerne af enten Første eller Anden Verdenskrig. Her er der tale om en slags emigrantromaner – som på det tidspunkt ikke var noget ukendt fænomen – som portrætterer den ulykke, der hersker i den europæiske befolkning foranlediget af krigene. Ifølge Remarque bliver krig altid efterfulgt af alvorlige tømmermænd.
Selvom Remarque holdt mest af at beskrive den rene forråelse og ulykke, så fik han imidlertid altid plads til en kærlighedshistorie – og gerne én, der er filosofisk, passioneret og kontroversiel. På den måde sår den ellers pessimistiske krigsveteran kimen af et håb i de grå ruiner, og han foreslår ydmygt og subtilt, at kærlighed måske kan være en løsning på krigens meningsløshed.