Erich Maria Remarque

Artikel type
voksne
cand.mag. Birgitte Duelund Pallesen, iBureauet/Dagbladet Information. 2014.
Main image
Remarque, Erich Maria
Foto: Scanpix

Indledning

Den tyskfødte Erich Maria Remarque var kun 18 år og knap blevet student, da han sendtes til skyttegravene for at forsvare fædrelandet i Første Verdenskrig. Som purung og med øjne, der endnu ikke havde haft kontakt med ulykke, måtte han altså deltage i en af verdenshistoriens mest blodige begivenheder. Remarque var heldig og overlevede krigen, men livet blev aldrig det samme, og han kunne ikke slippe den meningsløse brutalitet, han havde oplevet på slagmarken. Han dedikerede herefter sit forfatterskab til at udbrede budskabet. I dag er han sandsynligvis den mest berømte krigsforfatter i verden og er stadig fast pensum, når skolebørn verden over skal lære om Første Verdenskrig.

 

51087410

Blå bog

Født: 22. juni 1898.

Død: 25. september 1970.

Uddannelse: Afbrød sin læreruddannelse på universitetet i Münster, da Første Verdenskrig brød ud og han blev sendt til Frankrig. Han afsluttede uddannelsen i 1919 efter sin hjemsendelse.

Debut: Die Traumbude. Ein Künstlerroman. 1920. Ikke oversat til dansk.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Skygger i paradiset. Gyldendal, 1972. Oversat af Mogens Boisen.

Baggrund

”Vi er ikke mere nogen ungdom […] Vi var atten år gamle og var lige begyndt at elske verden og tilværelsen; vi måtte skyde på den. Den første granat, som slog ned, ramte vores hjerter. Vi er udelukket fra alt arbejde, fra al stræben, fra alt fremskridt, vi tror ikke mere på noget, vi tror på krigen.”
”Intet nyt fra Vestfronten”, s. 72.

Erich Maria Remarque blev født i 1898 i byen Osnabrück i den sydlige del af Saxen i Tyskland. Han opvoksede under ydmyge forhold i en typisk arbejderklassefamilie med to ældre søstre, en hjemmegående mor og en far, der var bogbinder. Som Remarque flere gange har skrevet i sine værker, var han så ung, da han blev sendt i krig – bare 18 år – at han knap kan huske noget om sig selv fra før krigen. Ikke desto mindre var litteraturinteressen der allerede som barn, og Remarque skrev digte og små historier allerede fra en tidlig alder.

I 1916 meldte Remarque sig ind i den tyske hær. Regeringen lagde hårdt pres på ungdommen, og stort set alle tyske drenge over pubertetsalderen blev opfordret til at kæmpe for nationen og fædrelandet. Remarque blev efter kort optræning sendt til Vestfronten, hvor han nåede at kæmpe i et halvt år, før han blev såret i benet af en granatsplint og måtte tilbringe krigen ud på lazarettet.

Efter krigen færdiggjorde Remarque sin læreruddannelse, men han underviste kun et par år. Siden forsøgte han sig som reklamemand og journalist, mens han begyndt at skrive nogle halvdårlige digte og essays. Men han kunne ikke rigtigt koncentrere sig om det. Hele tiden arbejdede hans bevidsthed med oplevelserne ved Vestfronten, og hans had til krigen og medfølelse med de soldater, der stadig var i krig, måtte til sidst udkrystalliseres i den antiheroiske roman ”Intet nyt fra Vestfronten”. Så vendte heldet, og Remarque fik en popularitet og indtjening, som gjorde at han kunne leve af at skrive. For at tage afstand fra sine tidlige skriverier (og måske også Tyskland) skiftede Remarque navn fra det tidligere og tyskklingende Remark til den franske stavemåde, som vi kender i dag.

Da nazisterne kom til magten, blev Remarque upopulær blandt statstilhængere, og i 1933 blev hans værker, på foranledning af Goebbels, bandlyst og brændt på gaden. Han var for pacifistisk og ”utysk” for det krigeriske Gestapos smag. Remarque flyttede herefter til Schweiz, men da han i 1938 tillige fik frakendt sit tyske statsborgerskab, flyttede han til USA, hvor han i 1947 fik amerikansk statsborgerskab. I USA fortsatte han sin skrivning, sideløbende med at han tog aktiv del i Hollywoods selskabsliv. Han stod i nært forhold til prominente damer som Marlene Dietrich og Greta Garbo, men blev til sidst gift med Paulette Goddard, og de forblev ægtefolk til hans død i 1970.

Intet nyt fra Vestfronten

”Mens de kaldte opofrelse for staten det største, vidste vi allerede, at dødsangsten er stærkere. Derfor gjorde vi alligevel ikke mytteri, vi deserterede ikke, vi var ikke feje – alle de udtryk, som de sagtens kan bruge, – vi elskede vores hjemstavn ganske som de, og ved hvert angreb gik vi modigt frem – men nu kunne vi skelne, vi havde med ét lært at se. Og vi så, at intet af deres verden ville blive stående tilbage. Vi var pludselig alene – og alene måtte vi klare os igennem.”
”Intet nyt fra Vestfronten”, s. 19.

Erich Marie Remarques ”Im Westen nichts Neues” (”Intet nyt fra Vestfronten”, 1929) udkom i 1929. Efter sin læreruddannelse var Remarque begyndt at skrive på nogle digte og essays og det lykkedes ham også at få udgivet et par mondæne og – med forfatterens egne ord – ’kitschede’ romaner. ”Intet nyt fra Vestfronten” blev et vendepunkt og litterært gennembrud for Remarque, der lige pludselig blev forfatter til en roman, der udkom i hundredtusindvis af eksemplarer (frem til i dag er den udkommet i hele 20 mio. eksemplarer), som oversattes til 49 sprog og som tillige i 1930 blev filmatiseret af Lewis Milestone. ”Intet nyt fra Vestfronten” regnes for at være det 20. århundredes store og ikoniske roman om Første Verdenskrig og den læses i skoler verden over.

I romanen skildrer Remarque med brutal realisme, hvordan Paul (givetvis et selvbiografisk alias) og hans syv kammerater oplever krigen. Den lille deling består af fire gymnasiekammerater – som Paul er én af – og fire tilfældige arbejdere. Der berettes direkte fra skyttegravene, fra lazarettet og fra kasernen, så læseren får den blodige og på mange måder meningsløse krig meget tæt på, sammen med al den død, smerte og ødelæggelse, der ligger i naturlig forlængelse af den.

51087410

Paul både deltager og observerer, og selvom hans skildring ofte præges af den rene håbløshed, er der et moment af mening og håb i skildringen af kammeratskabet. Selvom de befinder sig i et ragnarok, hygger de otte rekrutter sig rundt om bålet om aftnen, de laver fantasifulde drengestreger og de går på damerov. En gang imellem drister de sig ligefrem til at snakke om fremtiden: hvad skal de lave efter krigen, når deres rigtige liv kan begynde? De otte soldater står sammen mod verden, og deres individuelle selvopretholdelse er ikke vigtigere, end at de vil ofre den for en døende kammerat.

Ideen om et ’efter krigen’ bliver ikke desto mindre mere og mere vag i takt med krigens fremadskriden, og de otte soldater falder én efter én for vildfarne kugler, granatsplinter og gasbomber. Tabet er overvældende og Paul, der som den eneste overlever krigen og kommer hjem til sin familie, formår hverken at affinde sig med det eller at glemme meningsløsheden. Han blev kastet ind i krigen som purung soldat, og spyttes ud som et – på trods af de kun 21 år – gammelt og livsudueligt menneske.