Erich Maria Remarque
Foto: Ullstein - Wårth Gmbh/Ullstein Bild - Adolf WÅrth Gmb/Ritzau Scanpix

Erich Maria Remarque

cand.mag. Birgitte Duelund Pallesen, iBureauet/Dagbladet Information. 2014.
Top image group
Erich Maria Remarque
Foto: Ullstein - Wårth Gmbh/Ullstein Bild - Adolf WÅrth Gmb/Ritzau Scanpix
Main image
Remarque, Erich Maria
Foto: Scanpix

Indledning

Den tyskfødte Erich Maria Remarque var kun 18 år og knap blevet student, da han sendtes til skyttegravene for at forsvare fædrelandet i Første Verdenskrig. Som purung og med øjne, der endnu ikke havde haft kontakt med ulykke, måtte han altså deltage i en af verdenshistoriens mest blodige begivenheder. Remarque var heldig og overlevede krigen, men livet blev aldrig det samme, og han kunne ikke slippe den meningsløse brutalitet, han havde oplevet på slagmarken. Han dedikerede herefter sit forfatterskab til at udbrede budskabet. I dag er han sandsynligvis den mest berømte krigsforfatter i verden og er stadig fast pensum, når skolebørn verden over skal lære om Første Verdenskrig.

 

51087410

Blå bog

Født: 22. juni 1898.

Død: 25. september 1970.

Uddannelse: Afbrød sin læreruddannelse på universitetet i Münster, da Første Verdenskrig brød ud og han blev sendt til Frankrig. Han afsluttede uddannelsen i 1919 efter sin hjemsendelse.

Debut: Die Traumbude. Ein Künstlerroman. 1920. Ikke oversat til dansk.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Skygger i paradiset. Gyldendal, 1972. Oversat af Mogens Boisen.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Vi er ikke mere nogen ungdom […] Vi var atten år gamle og var lige begyndt at elske verden og tilværelsen; vi måtte skyde på den. Den første granat, som slog ned, ramte vores hjerter. Vi er udelukket fra alt arbejde, fra al stræben, fra alt fremskridt, vi tror ikke mere på noget, vi tror på krigen.”
”Intet nyt fra Vestfronten”, s. 72.

Erich Maria Remarque blev født i 1898 i byen Osnabrück i den sydlige del af Saxen i Tyskland. Han opvoksede under ydmyge forhold i en typisk arbejderklassefamilie med to ældre søstre, en hjemmegående mor og en far, der var bogbinder. Som Remarque flere gange har skrevet i sine værker, var han så ung, da han blev sendt i krig – bare 18 år – at han knap kan huske noget om sig selv fra før krigen. Ikke desto mindre var litteraturinteressen der allerede som barn, og Remarque skrev digte og små historier allerede fra en tidlig alder.

I 1916 meldte Remarque sig ind i den tyske hær. Regeringen lagde hårdt pres på ungdommen, og stort set alle tyske drenge over pubertetsalderen blev opfordret til at kæmpe for nationen og fædrelandet. Remarque blev efter kort optræning sendt til Vestfronten, hvor han nåede at kæmpe i et halvt år, før han blev såret i benet af en granatsplint og måtte tilbringe krigen ud på lazarettet.

Efter krigen færdiggjorde Remarque sin læreruddannelse, men han underviste kun et par år. Siden forsøgte han sig som reklamemand og journalist, mens han begyndt at skrive nogle halvdårlige digte og essays. Men han kunne ikke rigtigt koncentrere sig om det. Hele tiden arbejdede hans bevidsthed med oplevelserne ved Vestfronten, og hans had til krigen og medfølelse med de soldater, der stadig var i krig, måtte til sidst udkrystalliseres i den antiheroiske roman ”Intet nyt fra Vestfronten”. Så vendte heldet, og Remarque fik en popularitet og indtjening, som gjorde at han kunne leve af at skrive. For at tage afstand fra sine tidlige skriverier (og måske også Tyskland) skiftede Remarque navn fra det tidligere og tyskklingende Remark til den franske stavemåde, som vi kender i dag.

Da nazisterne kom til magten, blev Remarque upopulær blandt statstilhængere, og i 1933 blev hans værker, på foranledning af Goebbels, bandlyst og brændt på gaden. Han var for pacifistisk og ”utysk” for det krigeriske Gestapos smag. Remarque flyttede herefter til Schweiz, men da han i 1938 tillige fik frakendt sit tyske statsborgerskab, flyttede han til USA, hvor han i 1947 fik amerikansk statsborgerskab. I USA fortsatte han sin skrivning, sideløbende med at han tog aktiv del i Hollywoods selskabsliv. Han stod i nært forhold til prominente damer som Marlene Dietrich og Greta Garbo, men blev til sidst gift med Paulette Goddard, og de forblev ægtefolk til hans død i 1970.

Intet nyt fra Vestfronten

”Mens de kaldte opofrelse for staten det største, vidste vi allerede, at dødsangsten er stærkere. Derfor gjorde vi alligevel ikke mytteri, vi deserterede ikke, vi var ikke feje – alle de udtryk, som de sagtens kan bruge, – vi elskede vores hjemstavn ganske som de, og ved hvert angreb gik vi modigt frem – men nu kunne vi skelne, vi havde med ét lært at se. Og vi så, at intet af deres verden ville blive stående tilbage. Vi var pludselig alene – og alene måtte vi klare os igennem.”
”Intet nyt fra Vestfronten”, s. 19.

Erich Marie Remarques ”Im Westen nichts Neues” (”Intet nyt fra Vestfronten”, 1929) udkom i 1929. Efter sin læreruddannelse var Remarque begyndt at skrive på nogle digte og essays og det lykkedes ham også at få udgivet et par mondæne og – med forfatterens egne ord – ’kitschede’ romaner. ”Intet nyt fra Vestfronten” blev et vendepunkt og litterært gennembrud for Remarque, der lige pludselig blev forfatter til en roman, der udkom i hundredtusindvis af eksemplarer (frem til i dag er den udkommet i hele 20 mio. eksemplarer), som oversattes til 49 sprog og som tillige i 1930 blev filmatiseret af Lewis Milestone. ”Intet nyt fra Vestfronten” regnes for at være det 20. århundredes store og ikoniske roman om Første Verdenskrig og den læses i skoler verden over.

I romanen skildrer Remarque med brutal realisme, hvordan Paul (givetvis et selvbiografisk alias) og hans syv kammerater oplever krigen. Den lille deling består af fire gymnasiekammerater – som Paul er én af – og fire tilfældige arbejdere. Der berettes direkte fra skyttegravene, fra lazarettet og fra kasernen, så læseren får den blodige og på mange måder meningsløse krig meget tæt på, sammen med al den død, smerte og ødelæggelse, der ligger i naturlig forlængelse af den.

51087410

Paul både deltager og observerer, og selvom hans skildring ofte præges af den rene håbløshed, er der et moment af mening og håb i skildringen af kammeratskabet. Selvom de befinder sig i et ragnarok, hygger de otte rekrutter sig rundt om bålet om aftnen, de laver fantasifulde drengestreger og de går på damerov. En gang imellem drister de sig ligefrem til at snakke om fremtiden: hvad skal de lave efter krigen, når deres rigtige liv kan begynde? De otte soldater står sammen mod verden, og deres individuelle selvopretholdelse er ikke vigtigere, end at de vil ofre den for en døende kammerat.

Ideen om et ’efter krigen’ bliver ikke desto mindre mere og mere vag i takt med krigens fremadskriden, og de otte soldater falder én efter én for vildfarne kugler, granatsplinter og gasbomber. Tabet er overvældende og Paul, der som den eneste overlever krigen og kommer hjem til sin familie, formår hverken at affinde sig med det eller at glemme meningsløsheden. Han blev kastet ind i krigen som purung soldat, og spyttes ud som et – på trods af de kun 21 år – gammelt og livsudueligt menneske. 

Triumfbuen

”Han havde lært din første lektie: Hjælpe, når du kan; gør alt, hvad du orker – men når du ikke kan gøre mere, så glem! Vend dig om! Hold dig fast. Medlidenhed duer kun i fredstid. Ikke når det går på livet løs. Begrav de døde og tag tilværelsen, som den flasker sig! […] Kun sådan er det muligt at leve videre.”
”Triumfbuen”, s. 85-86.

Ligesom Erich Maria Remarque blev inspireret af sin tid på slagmarken i ”Intet nyt fra Vestfronten”, lod han sig inspirere af sin efterfølgende tid som emigrant i ”Arc de Triomphe” (”Triumfbuen”, 1998). Romanen udkom i 1945 og handler om den tyske læge Ravic, der lever som politisk flygtning og ulovlig emigrant i Paris. Den foregår i tiden umiddelbart før Anden Verdenskrig, hvor nazisterne har skrappe regler for, hvem der må opholde sig i Tyskland, og hvor der sættes hårdt ind mod folk, som ikke støtter Hitler og hans regime. Ravic er én af disse ”u-nationalistiske” tyskere, som papirløs og uden arbejdstilladelse må prøve at klare den i Paris.

Ravic opholder sig ved at foretage vanskelige operationer for læger, der er mindre dygtige end ham og som alligevel både underbetaler og chikanerer ham. Han affinder sig ikke desto mindre med tilværelsen, og ved hjælp af en vis mængde Calvados og cigaretter lever han et resigneret liv, hvor ingen får lov til rigtigt at komme tæt på ham. Så er det nemlig lettere at holde følelserne stangen.

Alt ændrer sig imidlertid den dag, hvor Ravic møder den unge, smukke Joan, som han først af ren medlidenhed tager sig af, men sidenhen hovedkulds forelsker sig i. Det gør livet sødere for Ravic men også betydeligt mere kompliceret. Forholdet åbner nemlig op for en bunke hengemte og nedgravede følelser, hvoriblandt hævn er den mest tungtvejende. Når Ravic tilmed møder sin fortids nazibøddel Haake – som i Ravics tidligere liv torturerede ham og dræbte hans kæreste – bliver det helt umuligt for ham at opretholde selvkontrol. Ansigt til ansigt med Haake er hævn det eneste, Ravic har i hovedet.

”Triumfbuen” emmer af sorg, håbløshed og enorm skuffelse over menneskeheden, men den viser også, at kærlighed – selvom den måske ikke ophæver krig – giver indhold til tilværelsen på en måde, som er helt nødvendig, når nu krig er et uundgåeligt vilkår. 

Skygger i paradiset

”Det var ikke første gang, jeg var blevet gjort ansvarlig for det nuværende tyske regimes synder. Efterhånden sløvedes man over for den slags udtalelser. Trods alt havde jeg jo siddet i interneringslejr i Frankrig og hadede alligevel ikke franskmændene. At kunne hade eller elske så ligefremt afslører en misundelsesværdig primitivitet.”
”Skygger i paradiset”, s. 22.

I Schatten im Paradies” fra 1971 (”Skygger i paradiset”, 1972) – som er den sidste roman fra Remarques hånd – er det igen emigrantlivet, det handler om. Således følger vi en række tyske emigranter, som det er lykkedes at undslippe til USA, og som – forfulgt i deres eget hjemland – prøver at etablere sig et nyt og, for første gang i lang tid, relativt frit liv. Der skulle være så godt og fuld af muligheder i det forjættede Amerika – sådan lød rygterne i hvert fald i Europa – men for disse mennesker, der er blevet forfulgt, tortureret og som har mistet deres kære, bliver det ikke en umiddelbar lindring, men derimod en indre konflikt. En konflikt imellem deres held og de mange muligheder, de står overfor i USA, og så den grumme fortid, der stadig hjemsøger dem. De kan derfor ikke gøre andet end forsøgsvist at finde et balancepunkt mellem den amerikanske drøm og det nazistiske mareridt.

Iblandt disse skygger møder vi Ross, som ikke er jøde men politisk flygtning. Efter i noget tid at have forsøgt sig i Europa – hvor han måtte flygte fra det ene land til det andet, i takt med at de blev besat af nazisterne – lykkedes det ham at komme til USA. USA er for Ross blot endnu et land, og han kender end ikke sproget. Men det går ham alligevel godt fra starten: han finder sig et sikkert hjem på et emigranthotel, han får et job som kunstkonsulent, han møder gamle venner fra Europa og han bliver forelsket. At leve i USA er nemlig på mange måder ligesom at leve i paradis; et land hvor alle muligheder står åbne og man ikke behøver at skruple over at gribe dem; et land som også er med i krigen, men som overhovedet ikke lader sig mærke med det.

Det pæne og lykkelige findes imidlertid kun på overfladen, må Ross sande, for bagved ser det helt anderledes ud. Selvom økonomien blomstrer, er der gået inflation i moralen og der er rigeligt med plads til korruption, løgn og udnyttelse. Det kan godt være, at folk dør i Europa, men i USA laver de film om det og tjener penge på massakren. Ross, der selv har oplevet at sidde i koncentrationslejr, bliver konsulent på en Hollywood-produktion, men han væmmes over det og begynder at blive nostalgisk og savne Tyskland. Alligevel kan han ikke rejse hjem. Som alle de andre tyske emigranter må han indse, at der ikke længere er noget at komme hjem til. 

Genrer og tematikker

Erich Maria Remarque bliver af mange betragtet som den moderne krigsromans fader, og han kan på mange måder også siges at have fornyet genren. Krigsromanen kan spores langt tilbage i historien – helt tilbage til Homer og ”Iliaden” – men det er først med Remarque, at vi får den realistiske udgave, eller den ”ny saglighed”, som han selv beskrev det.

I ”Intet nyt fra Vestfronten” får vi således serveret det råt for usødet: sprængte arme og ben, granatsplinter i øjne og halspulsårer og blottede, løsslupne indvolde. Og ikke nok med det. Udover de fysiske lemlæstelser får vi også klart og tydeligt redegjort for de ligeså slemme mentale lemlæstelser i form af psykotiske, rallende og angstplagede soldater. Remarque formulerer sig i en rå realisme, hvor intet forskønnes eller ties, og det er tydeligt, at det ikke er heroiske krigsromaner – som dem man ellers læste på det tidspunkt – han ønsker at skrive, men derimod direkte antiheroiske krigsromaner. Romaner hvor krig ikke er noget, som kan vindes og som gør godt for nationalstaten, men derimod en komplet meningsløs og på alle måder destruktiv affære.

Remarque udviser i det hele taget en desillusion – en manglende tiltro til verdens orden – i sine romaner. Både i de klassiske krigsromaner (som foregår på slagmarken) og i de krigsromaner, som foregår i efterdønningerne af enten Første eller Anden Verdenskrig. Her er der tale om en slags emigrantromaner – som på det tidspunkt ikke var noget ukendt fænomen – som portrætterer den ulykke, der hersker i den europæiske befolkning foranlediget af krigene. Ifølge Remarque bliver krig altid efterfulgt af alvorlige tømmermænd.

Selvom Remarque holdt mest af at beskrive den rene forråelse og ulykke, så fik han imidlertid altid plads til en kærlighedshistorie – og gerne én, der er filosofisk, passioneret og kontroversiel. På den måde sår den ellers pessimistiske krigsveteran kimen af et håb i de grå ruiner, og han foreslår ydmygt og subtilt, at kærlighed måske kan være en løsning på krigens meningsløshed.

Beslægtede forfatterskaber

Krig har alle dage været et udbytterigt emne for forfattere, der har søgt at komme overens og bearbejde den brutalitet, man har med at gøre i tilfælde af krig. Som nævnt ovenfor kan Remarque siges at have skabt den moderne og realistiske krigsroman, og på den måde kan mange forfattere også siges at stå i gæld til Remarque. Selvfølgelig var Remarque ikke den eneste, der på sin tid fortalte om krigens brutaliteter – i Frankrig var der f.eks. Henri Barbusse og i England Rebecca West – så den fortælling er nok lidt forsimplet. Ikke desto mindre tog han del i en strømning hos en række moderne forfattere, der indædt ønskede at fortælle om krigen, som den virkelig var – uden helte og bannere. På titelbladet til ”Intet nyt fra Vestfronten” har Remarque selv forklaret sit ærinde: ”Denne bog skal hverken være en anklage eller en bekendelse. Den skal være et forsøg på at berette om en generation, som blev ødelagt af krigen – selvom den også undslap granaterne.”
En sådan tendens har der været at finde inden for krigslitteraturen lige siden dengang, og f.eks. det at beskrive den mentalt invaliderede kriger, der har traumer fra slagmarken og som kan bryde ud i angstanfald, hvornår det skal være, er et godt eksempel herpå. Det tema, som Remarque slår an i sine emigrantromaner, er nemlig også et typisk motiv i dagens krigsfiktioner. Tag f.eks. filmen ”Brødre” af Susanne Bier fra 2005 og romanen ”Jeg er en hær” af Lars Husum fra 2010. Hos Remarque kaldtes det for granatchok, mens det i dag går under betegnelsen posttraumatisk stress og kategoriseres som et syndrom. Men det er det samme, de taler om.
Især i sine tidligere romaner havde Remarque i øvrigt et blødt punkt for emnet kammeratskab, og de venskabsbånd, der knyttes under krig beskrev han som noget helt særligt og ubrydeligt. Her aner vi for så vidt en snert af idealisme, som går igen i andre krigsfortællinger – navnlig Hollywood-film – såsom ”Kammerater i krig” fra 2001 og ”Saving Private Ryan” fra 1998.

Biografi

Romaner

Remarque, Erich Maria:
Intet nyt fra Vestfronten. Gyldendal, 1929. Oversat af Tom Kristensen. (Im Westen nichts Neues, 1929).
Remarque, Erich Maria:
Tiden der fulgte. Gyldendal, 1931. Oversat af Morten Kamphøvener. (Der Weg Zurück, 1931).
Remarque, Erich Maria:
Kammerater. Gyldendal, 1936. Oversat af Sonja Heise. (Drei Kameraden, 1936).
Remarque, Erich Maria:
Du skal elske din næste. Gyldendal, 1945. Oversat af Karl Hornelund. (Liebe deine Nächsten, 1939).
Remarque, Erich Maria:
Triumfbuen. Gyldendal, 1947. Oversat af Sonja Heise. (Arc de Triomphe, 1945).
Remarque, Erich Maria:
Livets gnist. Gyldendal, 1952. Oversat af Tom Kristensen. (Der Funke Leben, 1952).
Remarque, Erich Maria:
Først elske – siden dø. 1954. Oversat af Aage Dons. (Zeit zu leben und Zeit zu sterben, 1954.
Remarque, Erich Maria:
Den sorte obelisk. Gyldendal, 1956. Oversat af Mogens Boisen. (Der schwarze Obelisk, 1956).
Remarque, Erich Maria:
Livet til låns. Gyldendal, 1961. Oversat af Mogens Boisen. (Der Himmel kennt keine Günstlinge, 1961).
Remarque, Erich Maria:
Nat i Lissabon. Gyldendal, 1963. Oversat af Mogens Boisen. (Die Nacht von Lissabon, 1962).
Remarque, Erich Maria:
Skygger i paradiset. Gyldendal, 1972. Oversat af Mogens Boisen. (Schatten om Paradies, 1971).

Om forfatterskabet

www.rothstein.dk, 2014-05-09.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Erich Maria Remarque