Intet nyt fra Vestfronten

Citat
”Mens de kaldte opofrelse for staten det største, vidste vi allerede, at dødsangsten er stærkere. Derfor gjorde vi alligevel ikke mytteri, vi deserterede ikke, vi var ikke feje – alle de udtryk, som de sagtens kan bruge, – vi elskede vores hjemstavn ganske som de, og ved hvert angreb gik vi modigt frem – men nu kunne vi skelne, vi havde med ét lært at se. Og vi så, at intet af deres verden ville blive stående tilbage. Vi var pludselig alene – og alene måtte vi klare os igennem.”
”Intet nyt fra Vestfronten”, s. 19.

Erich Marie Remarques ”Im Westen nichts Neues” (”Intet nyt fra Vestfronten”, 1929) udkom i 1929. Efter sin læreruddannelse var Remarque begyndt at skrive på nogle digte og essays og det lykkedes ham også at få udgivet et par mondæne og – med forfatterens egne ord – ’kitschede’ romaner. ”Intet nyt fra Vestfronten” blev et vendepunkt og litterært gennembrud for Remarque, der lige pludselig blev forfatter til en roman, der udkom i hundredtusindvis af eksemplarer (frem til i dag er den udkommet i hele 20 mio. eksemplarer), som oversattes til 49 sprog og som tillige i 1930 blev filmatiseret af Lewis Milestone. ”Intet nyt fra Vestfronten” regnes for at være det 20. århundredes store og ikoniske roman om Første Verdenskrig og den læses i skoler verden over.

I romanen skildrer Remarque med brutal realisme, hvordan Paul (givetvis et selvbiografisk alias) og hans syv kammerater oplever krigen. Den lille deling består af fire gymnasiekammerater – som Paul er én af – og fire tilfældige arbejdere. Der berettes direkte fra skyttegravene, fra lazarettet og fra kasernen, så læseren får den blodige og på mange måder meningsløse krig meget tæt på, sammen med al den død, smerte og ødelæggelse, der ligger i naturlig forlængelse af den.

51087410

Paul både deltager og observerer, og selvom hans skildring ofte præges af den rene håbløshed, er der et moment af mening og håb i skildringen af kammeratskabet. Selvom de befinder sig i et ragnarok, hygger de otte rekrutter sig rundt om bålet om aftnen, de laver fantasifulde drengestreger og de går på damerov. En gang imellem drister de sig ligefrem til at snakke om fremtiden: hvad skal de lave efter krigen, når deres rigtige liv kan begynde? De otte soldater står sammen mod verden, og deres individuelle selvopretholdelse er ikke vigtigere, end at de vil ofre den for en døende kammerat.

Ideen om et ’efter krigen’ bliver ikke desto mindre mere og mere vag i takt med krigens fremadskriden, og de otte soldater falder én efter én for vildfarne kugler, granatsplinter og gasbomber. Tabet er overvældende og Paul, der som den eneste overlever krigen og kommer hjem til sin familie, formår hverken at affinde sig med det eller at glemme meningsløsheden. Han blev kastet ind i krigen som purung soldat, og spyttes ud som et – på trods af de kun 21 år – gammelt og livsudueligt menneske.