Skygger i paradiset

Citat
”Det var ikke første gang, jeg var blevet gjort ansvarlig for det nuværende tyske regimes synder. Efterhånden sløvedes man over for den slags udtalelser. Trods alt havde jeg jo siddet i interneringslejr i Frankrig og hadede alligevel ikke franskmændene. At kunne hade eller elske så ligefremt afslører en misundelsesværdig primitivitet.”
”Skygger i paradiset”, s. 22.

I Schatten im Paradies” fra 1971 (”Skygger i paradiset”, 1972) – som er den sidste roman fra Remarques hånd – er det igen emigrantlivet, det handler om. Således følger vi en række tyske emigranter, som det er lykkedes at undslippe til USA, og som – forfulgt i deres eget hjemland – prøver at etablere sig et nyt og, for første gang i lang tid, relativt frit liv. Der skulle være så godt og fuld af muligheder i det forjættede Amerika – sådan lød rygterne i hvert fald i Europa – men for disse mennesker, der er blevet forfulgt, tortureret og som har mistet deres kære, bliver det ikke en umiddelbar lindring, men derimod en indre konflikt. En konflikt imellem deres held og de mange muligheder, de står overfor i USA, og så den grumme fortid, der stadig hjemsøger dem. De kan derfor ikke gøre andet end forsøgsvist at finde et balancepunkt mellem den amerikanske drøm og det nazistiske mareridt.

Iblandt disse skygger møder vi Ross, som ikke er jøde men politisk flygtning. Efter i noget tid at have forsøgt sig i Europa – hvor han måtte flygte fra det ene land til det andet, i takt med at de blev besat af nazisterne – lykkedes det ham at komme til USA. USA er for Ross blot endnu et land, og han kender end ikke sproget. Men det går ham alligevel godt fra starten: han finder sig et sikkert hjem på et emigranthotel, han får et job som kunstkonsulent, han møder gamle venner fra Europa og han bliver forelsket. At leve i USA er nemlig på mange måder ligesom at leve i paradis; et land hvor alle muligheder står åbne og man ikke behøver at skruple over at gribe dem; et land som også er med i krigen, men som overhovedet ikke lader sig mærke med det.

Det pæne og lykkelige findes imidlertid kun på overfladen, må Ross sande, for bagved ser det helt anderledes ud. Selvom økonomien blomstrer, er der gået inflation i moralen og der er rigeligt med plads til korruption, løgn og udnyttelse. Det kan godt være, at folk dør i Europa, men i USA laver de film om det og tjener penge på massakren. Ross, der selv har oplevet at sidde i koncentrationslejr, bliver konsulent på en Hollywood-produktion, men han væmmes over det og begynder at blive nostalgisk og savne Tyskland. Alligevel kan han ikke rejse hjem. Som alle de andre tyske emigranter må han indse, at der ikke længere er noget at komme hjem til.