Genrer og tematikker

Den litterære elite, Renberg som ung bestræbte sig på at blive en del af, var repræsentanter for en ideologisk tankegang, hvor man dyrkede utilgængeligheden, modstandens æstetik og litteraturens ubøjelige autonomi. Som ung fandt Renberg denne tankegang tiltrækkende, hvilket kommer til udtryk i forfatterens debut fra 1995, ”Sovende floke”, der er en både stilistisk og sprogligt stram roman. Forblindelsen af det store og vanskelige i litteraturen gjorde, ifølge Renberg selv, at han i sine to første bøger tager afstand til fortællingerne og underholdningen i litteraturen og i stedet lader sig styre af formen og sproget. Det var først i slutningen af 1990’erne, at det gik det op for ham, at han var begyndt at føle et ubehag ved den tænkning, han var blevet en del af, og han bevægede sig i stedet hen mod en stil, han opfattede mere som sin egen. ”Egentlig er jeg bare blevet yngre og yngre siden den gang. Egentlig er det nu jeg debuterer,” fortæller Renberg i et interview. (Joachim Førsund: En splitter ny forfatter. Bokklubben, 2003).

Da han flyttede tilbage til Stavanger og påbegyndte serien om Jarle Klepp, lod han den prætentiøse og gammelkloge side af sig selv blive i storbyen. Hans tidlige skrivestil og syn på litteraturen ser han i dag som et udtryk for arrogance og snæversyn, og det er dette elitære syn, som også var herskende i det akademikermiljø, Renberg på humoristisk vis udstiller i ”Charlotte Isabel Hansen”.

Renbergs serie om Jarle handler om den udvikling, vi gennemgår i livet, herunder overgangen fra barn til voksen, teenageår, en insisteren på at være anderledes, forelskelse, ungdomskultur, forholdet mellem forældre og børn, arbejdsløshedsproblematik, alkoholisme og bristede illusioner.

Gennem serien får man at se, hvordan Renberg både værdsætter og mestrer fortællingens kunst. Selv mener Renberg, at det at arbejde med film har gjort ham til en bedre forfatter, og der er tydelige spor fra filmens verden at finde i serien om Jarle. Både ”Mig og Yngve”, ”Kompagni Orheim” og ”Charlotte Isabel Hansen” er meget scenisk opbyggede med korte kapitler, der skildrer specifikke situationer, og som samlet set er fortællingen om et helt liv. I især de to første romaner forstærkes det filmiske ved, at lydsiden til fortællingen er skrevet ind i romanerne i form af et utal af musikalske referencer, bl.a. The Smiths, Stone Roses, The Cure, Pixies og Hüsker Dü. Ligeledes kaster romanerne om sig med rekvisitter fra 90’erne, som Sony walkman, partisantørklædet og udklipsbøger. 

Jarle Klepp-serien er et tidsbillede på 1990’ene. Renberg opfatter tiåret som skampletten i det forrige århundrede. Han beskriver det i et interview sådan: ”Nirvana sang ”Here we are now, entertain us!” Vi så Friends i tv, drak cafe latte og sad på universitetet og læste modernistisk litteratur om hvordan lyset faldt ind gennem vinduet og ned på en tekop på køkkenbænken. Golfkrigen så vi på CNN og det som skete i Bosnien, var vi ikke synderligt mærket af.” (Joachim Førsund: En splitter ny forfatter. Bokklubben, 2003).

Bøgerne er tilført en ungdommelig energi, som kommer til udtryk i jargonen mellem Jarle og Helge, der kalder hinanden Jalle og Hegga og taler i termer son: ”Djises. Har du fået menses på hjernen.” (”Mig og Yngve”, s. 31). Men også i de unges livsmod, måden hvorpå Jarle brager derudad uden styrthjelm på, mens han forsøger at navigere rundt mellem forskellige roller, hvoraf han prøver at sammensætte en identitet, samtidig med at han tror, at han kan redde verden fra dens elendighed.