tore renberg
Foto: Tommy Ellingsen

Tore Renberg

stud.mag. Michelle Mølgaard Andersen, iBureauet/Dagbladet Information. 2012.
Top image group
tore renberg
Foto: Tommy Ellingsen
Main image
Renberg, Tore
Foto: Asbjørn Jensen

Indledning

Med bogen ”Mig og Yngve” blev kimen lagt til norske Tore Renbergs store gennembrud, og den er samtidig startskud til den populære serie om Jarle Klepp. Serien fanger stemningen og tidsånden i 1990’erne, og har man været ung i dette årti, vil man kunne genkende de samtidsreferencer, der danner rammen om den unge Jarles liv. Renbergs fortællinger om Jarle er humoristiske, tåkrummende og hjerteskærende, og man kan ikke undgå at holde af den kejtede dreng, der går så grueligt meget igennem i de svære ungdomsår, hvor han kæmper for at finde sig selv.

 

51869087

Blå bog

Født: 3. august 1972 i Stavanger, Norge.

Uddannelse: Samfundslinjen ved Stavanger Katedralskole, studentereksamen ved UiB og filosofi og litteraturvidenskab på Universitetet i Bergen.

Debut: Sovende floke. 1995.

Litteraturpriser: Tarjei Vesaas debutantpris, 1995. P2-lytternes romanpris, 2005. Bokhandlerprisen, 2008. Kulturdepartementets pris for bedste billedbog, 2010.

Seneste udgivelse: Angreb fra alle sider. Gyldendal, 2015. (Angrep fra alle kanter, 2014). Oversat af Sara Kock. Roman.

Inspiration: Selma Lagerlöf, Halldor Laxness og Honoré de Balzac. The Smiths, Pere Ubu, Talking Heads, Japan, Bob Hund, TAV!, Depeche Mode og Duran Duran.

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

” … Jesus and Mary Chains Psycho Candy, den har han fandeme ikke hørt, det er sgu helt sikkert, så det er den du skal nævne: Psycho Candy, skal du sige. Ikke bandet, bare titlen på lp’en, som om du glemmer at sige bandets navn fordi det er så almindeligt for dig…”
”Mig og Yngve”, s. 151.

Tore Renberg blev født i Stavanger i 1972, hvor han voksede op med sin mor, der var sekretær, sin far, der var lærer og sin bror. Han har gået på Gosen og Madlavoll skole, og efterfølgende på samfundslinjen på Stavanger Katedralskole, hvorefter han rejste til Bergen for at tage sin studentereksamen ved UiB. I 1992-1995 studerede han på universitetet i Bergen, hvor han læste litteraturvidenskab og filosofi.

Som 14-årig, da Tore Renberg læste Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf”, besluttede han sig for, at han ville være forfatter. Som 16-årig fik Renberg publiceret sin første tekst i antologien ”Ung88” udgivet af norske Gyldendal. I 1990’erne mødte han forfatteren Karl Ove Knausgård på studenterradioen i Bergen, hvilket inspirerede til flere kritiske artikler i blandt andet tidsskrifterne Studvest, Morgenbladet og Vinduet. I 1995 skrev Renberg kontrakt med Tiden Norsk Forlag, hvor han udgav sin første bog, ”Sovende floke”.

Renberg flyttede herefter til hovedstaden ud fra en forståelse af, at det kun var her, man som forfatter kunne etablere sig, hvis man ønskede sig en litterær karriere. Om perioden har Renberg udtalt: ”Jeg ville være forfatter, og jeg drømte om en høj position i det litterære miljø. Jeg var villig til at arbejde hårdt for at nå det. Som praktikant fra provinsen stormede jeg grøn og sulten mod eliten, som jeg ønskede at være en del af. Og denne karakter, den studerende Tore Renberg, var et let bytte for hvad som helst.” (Olav Østrem: Ut af floken. Klassekampen, 2009-02-28).

De næste år deltog Renberg aktivt i den kritiske debat blandt andet som en del af redaktionen på tidsskriftet Vagant. I 1996 skrev han romanen ”Matriarkat”, og med denne udgivelse blev Renberg udråbt som en væsentlig stemme i den norske samtidslitteratur. Efter et par år som programleder på NRK2s ’Leseforeningen’ besluttede Renberg at koncentrere sig fuldt ud om karrieren som forfatter. Han havde på dette tidspunkt været bosat i Bergen i lidt over fem år, men besluttede sig nu for at rykke teltpløkkerne op og vende tilbage til hjemstavnen Stavanger.

I 2001 begyndte Renberg at skrive ”Mig og Yngve”, der udkom i 2003 og blev startskuddet på serien om Jarle Klepp, der for alvor etablerede Renberg som anerkendt forfatter. Andet bind i serien, ”Kompani Orheim”, blev hans definitive gennembrud, hvilket blandt andet kom til udtryk gennem en række nomineringer til både kritiske og kommercielle priser. I 2010 begyndte Renberg et samarbejde med illustratoren Øyvind Torseter om børnebøgerne om det nysgerrige og løsningsorienterede søskendepar Hasse og Ine. ”Gi den gas, Ine” udkom i 2010 og året efter udkom ”He he, Hasse”.

Under den norske titel ”Dette er mine gamle dager” udkom femte bind i Jarle Klepp-serien i september 2011. Den samlede serie har nået et oplagstal på over 400.000 eksemplarer i Norge alene og er oversat til elleve sprog.

 

Mig og Yngve

”Karakteristisk for det vågne forelskelsesdyr er en kolossal mangel på selvindsigt, det ser hverken til højre eller venstre, op eller ned, det er et uhøfligt, plumpt væsen præget af en mærkelig form for dumhed; en idioti som lever i en stadig højrisiko, dumdristigt farer det frem, krydser en ottesporet motorvej i myldretiden uden at tænke sig om.”
”Mig og Yngve”, s. 56.

Tore Renbergs ”Mannen som elsket Yngve” fra 2003 (”Mig og Yngve”, 2009) er en fortælling om forelskelse, kammeratskab og forholdet mellem mor og søn. Kulissen er 1990. The Smiths, Pixies og Stone Roses spiller på anlægget, og der er smørsovs og nougatis på menuen. 17-årige Jarle Klepp går i 2.g på Kongsgård gymnasium i Stavanger. Sammen med sin bedste ven Helge gør han en dyd ud af at stå i opposition til både autoriteter og alt, hvad der er mainstream. ”Hvis nogen siger ja, kan du bande på, at Jarle Klepp siger nej.” (s. 16). Jarles forældre er skilt, og Jarle bor alene med sin mor og er kærester med Katrine.

Jarles liv forandres, da den nye dreng Yngve starter på skolen. Yngve er alt, hvad Jarle normalt afskyr. Han spiller tennis og drømmer om at blive egyptolog, og så har han engang mødt Simon Le Bon i et storcenter. Men oven i alt dette er han smuk, og selvom Jarle normalt kun er til piger, forelsker han sig hovedkulds i Yngve. Den ellers så skråsikre Jarle er nu splittet mellem den gamle Jarle, der øver med bandet og har den samme udfarende anarkistiske holdning som Helge og den nye Jarle ”forelskelsens marionetdukke, berøvet al selvkontrol”. I takt med, at Jarle forsøger at imponere Yngve, smuldrer relationerne til hans nærmeste. Han lyver over for kæresten Katrine, kammeraten Helge og ikke mindst sin mor, der har brug for ham mere end nogensinde.

”Mig og Yngve” er en meget filmisk fortælling. Vi oplever to uger af den unge Jarles liv set gennem den nu 30-årige Jarles øjne. Man har fornemmelsen af at stå i kulissen sammen med den voksne Jarle med en distanceret indsigt og en overbærende bagklogskab, mens man ser den unge Jarle kaste sig hovedkulds ud i ungdommens forelskelse. Scene for scene bevæger vi os rundt, og vi oplever Jarles møde med Helge, vi er med når drengenes samfundskritiske punkrock band ’Mathias Rust Band’ optræder for første gang, vi er med på sidelinjen når Jarle og hans mor er alene, vi gennemlever Jarles anstrengte forhold til sin far, ”den dramatiske afstand mellem ophavet og produktet”, vi er med til fest, vi er med i pladebutikken, vi er med på arbejdsformidlingen og vi er ikke mindst med hele vejen gennem Jarles stormfulde forelskelse i Yngve. Alt fra Yngves fyldige læber til Helges kyniske blik er beskrevet ned til mindste detalje, mens de musikalske referencer til 90’erne serveres i hobetal.


Kompagni Orheim

”Han lod som ingenting. Talte med kammeraten, talte ikke om det der var sket hjemme hos mormor. Det var lettere sådan; hvis han opførte sig som om alt gik godt, fik han følelsen af at det passede, i hvert fald mens han ikke var hjemme. Det føltes også godt at ingen kunne se det på ham. Han følte sig uindtagelig, som et fort.”
”Kompagni Orheim”, s. 218.

I 2005 udgav Renberg ”Kompani Orheim” (”Kompagni Orheim”, 2008), der begynder med, at Jarle får besked om sin fars død. I flyet på vej hjem til begravelsen i hjemstavnen vandrer Jarles tanker tilbage til barndommen. Hvordan det kunne gå så galt?

For intentionerne var gode, da lille Jarle i 1972 kom til verden, faktisk var han et ønskebarn for det stadig nyforelskede ægtepar Sara og Terje, der havde bygget deres eget lille rækkehus lidt uden for den norske olieby Stavanger. Tilsammen skulle de tre danne kompagni Orheim, en lille uskadelig treenighed, hvor alt skulle være trygt og rart, så længe de bare holdt sammen. Men langsomt begynder familieidyllen at krakelere.

En mørk skygge har trukket sig ind over den lille familie, hvis mantra synes at være blevet ’Det snakker vi ikke om’. For far Terje har et weekendalkoholmisbrug, der fører til voldsomme humørsvingninger, og et frygtindgydende køligt blik, som skræmmer både moderen og Jarle, der begge hopper og danser for at stille faderen tilfreds.

Når Terje kommer væltende ind ad døren efter en våd tur i byen, er han en anden. En anden end den selskabelige og vittige mand han fremstår som udadtil, og som selv Jarles kammerat, den ellers så skeptiske Helge, synes er en mægtig fyr.

Til trods for, at Sara Klepp overøses med forulempelser og nedrigheder, kæmper hun en brav kamp for at få ægteskabet til at fungere, ikke kun for Jarles skyld, men også fordi man ikke bare giver op. Moderens smerte er hjerteskærende, også for den unge Jarle, men også han holder facaden og forsøger i stedet at koncentrere sig om at være ”kommunist med anarkistiske træk”. Men problemerne forsvinder ikke ved, at man forsøger at tie dem ihjel. Vi følger de sidste krampetrækninger, faderens pinagtige forsøg på at redde stumperne på en familietur til Hardangervidda, hvor det hele eskalerer.

Bogen er fortællingen om en familie i opløsning. En opvækstroman, der er sigende i forhold til, hvorfor Jarle Klepp er blevet den, han er. Men den handler også om at miste, og Jarle må tilbage til barndommen for at forstå sin far.


Charlotte Isabel Hansen

”Hvem i hede hule helvede var det der troede at han, Jarle Klepp, som studerede den prouske onomatologi og ventede på svar fra Morgenbladet, skulle begynde at elske at danse, have en syv år gammel pige boende i en hel uge, og begynde at have NUTELLA i køleskabet!??!”
”Charlotte Isabel Hansen”, s. 53.

I Tore Renbergs udgivelse fra 2008, ”Charlotte Isabel Hansen” (”Charlotte Isabel Hansen”, 2011), er året 1997, og den nu 25-årige Jarle Klepp er travlt beskæftiget med sit kandidatstudium i litteraturvidenskab på Universitetet i Bergen. Jarle har fundet sig til rette i den akademiske verden, hvor han føler, at han er noget særligt, at han er voksen. Men en dag får Jarle at vide, at han er far til en snart 7-årig pige ved navn Charlotte Isabel Hansen, også kaldet Lotte.

Lotte er resultatet af en omtåget nat i 1990’erne, som beskrives i ”Mig og Yngve”. Lottes unge mor har i et dårligt formuleret brev gjort det klart, at hun rejser en uge til syden, og at det nu er tid til, at Jarle viser sig som en mand og passer sin datter. Navnet ’Charlotte Isabel Hansen’ er ifølge Jarle sigende i forhold til datterens ophav. Nok har navnet ’Charlotte’ referencer til den tyske åndstradition, men tilføjet det champagneagtige mousserende mellemnavn ’Isabel’ og efternavnet ’Hansen’, som alle hedder, giver det et prinsesseagtigt krukket og barnligt navn. Et navn, som kun et barn kan give et barn, hvilket Lottes mor, der da Lotte blev født gik i 9. klasse, også var, og Jarle lægger ikke skjul på, at han føler sig bedre end hende. For der er langt fra Jarles forestillinger om en oplyst intelligentsia, som skal redde samfundet fra idioti og undergang, til den unge mor Anette, der er kassedame i Rema og træffer ureflekterede beslutninger.

29073198

På dagen for Prinsesse Dianas begravelse ankommer Lotte med fly til Bergen. Hun er en nysgerrig størrelse, der til Jarles irritation konstant stiller spørgsmål: Hvorfor er du skaldet? Hvor er mit værelse? Hvad skal vi lave på min fødselsdag? Et barn passer ikke ind i Jarles indholdsrige og interessante liv, og han kommer da heller ikke særligt godt fra start. Men langsomt får Lotte lov til at sætte sine spor. Adorno-plakaten bliver erstattet med en Spice Girls plakat, og Jarle sætter sit selvhøjtidelige selv til side og indser, at der også findes værdi i Lottes selskab og hendes ”barnlige jordbær-glæde”.

Det er ikke vanskeligt at trække tråde til forfatterens eget liv, da han ligesom Jarle har studeret på Universitetet i Bergen. Med denne bog udstiller han på humoristisk vis miljøets selvhøjtidelighed ved at vise, hvor hult det er. Han stiller sig kritisk over for den tendens, at man i 1990’erne ubetinget bifaldt foryngelse inden for alle områder, der indebar dannelse og ledelse, ved at vise hvordan tendensen er steget den fremelskede Jarle til hovedet.

 

Genrer og tematikker

Den litterære elite, Renberg som ung bestræbte sig på at blive en del af, var repræsentanter for en ideologisk tankegang, hvor man dyrkede utilgængeligheden, modstandens æstetik og litteraturens ubøjelige autonomi. Som ung fandt Renberg denne tankegang tiltrækkende, hvilket kommer til udtryk i forfatterens debut fra 1995, ”Sovende floke”, der er en både stilistisk og sprogligt stram roman. Forblindelsen af det store og vanskelige i litteraturen gjorde, ifølge Renberg selv, at han i sine to første bøger tager afstand til fortællingerne og underholdningen i litteraturen og i stedet lader sig styre af formen og sproget. Det var først i slutningen af 1990’erne, at det gik det op for ham, at han var begyndt at føle et ubehag ved den tænkning, han var blevet en del af, og han bevægede sig i stedet hen mod en stil, han opfattede mere som sin egen. ”Egentlig er jeg bare blevet yngre og yngre siden den gang. Egentlig er det nu jeg debuterer,” fortæller Renberg i et interview. (Joachim Førsund: En splitter ny forfatter. Bokklubben, 2003).

Da han flyttede tilbage til Stavanger og påbegyndte serien om Jarle Klepp, lod han den prætentiøse og gammelkloge side af sig selv blive i storbyen. Hans tidlige skrivestil og syn på litteraturen ser han i dag som et udtryk for arrogance og snæversyn, og det er dette elitære syn, som også var herskende i det akademikermiljø, Renberg på humoristisk vis udstiller i ”Charlotte Isabel Hansen”.

Renbergs serie om Jarle handler om den udvikling, vi gennemgår i livet, herunder overgangen fra barn til voksen, teenageår, en insisteren på at være anderledes, forelskelse, ungdomskultur, forholdet mellem forældre og børn, arbejdsløshedsproblematik, alkoholisme og bristede illusioner.

Gennem serien får man at se, hvordan Renberg både værdsætter og mestrer fortællingens kunst. Selv mener Renberg, at det at arbejde med film har gjort ham til en bedre forfatter, og der er tydelige spor fra filmens verden at finde i serien om Jarle. Både ”Mig og Yngve”, ”Kompagni Orheim” og ”Charlotte Isabel Hansen” er meget scenisk opbyggede med korte kapitler, der skildrer specifikke situationer, og som samlet set er fortællingen om et helt liv. I især de to første romaner forstærkes det filmiske ved, at lydsiden til fortællingen er skrevet ind i romanerne i form af et utal af musikalske referencer, bl.a. The Smiths, Stone Roses, The Cure, Pixies og Hüsker Dü. Ligeledes kaster romanerne om sig med rekvisitter fra 90’erne, som Sony walkman, partisantørklædet og udklipsbøger. 

Jarle Klepp-serien er et tidsbillede på 1990’ene. Renberg opfatter tiåret som skampletten i det forrige århundrede. Han beskriver det i et interview sådan: ”Nirvana sang ”Here we are now, entertain us!” Vi så Friends i tv, drak cafe latte og sad på universitetet og læste modernistisk litteratur om hvordan lyset faldt ind gennem vinduet og ned på en tekop på køkkenbænken. Golfkrigen så vi på CNN og det som skete i Bosnien, var vi ikke synderligt mærket af.” (Joachim Førsund: En splitter ny forfatter. Bokklubben, 2003).

Bøgerne er tilført en ungdommelig energi, som kommer til udtryk i jargonen mellem Jarle og Helge, der kalder hinanden Jalle og Hegga og taler i termer son: ”Djises. Har du fået menses på hjernen.” (”Mig og Yngve”, s. 31). Men også i de unges livsmod, måden hvorpå Jarle brager derudad uden styrthjelm på, mens han forsøger at navigere rundt mellem forskellige roller, hvoraf han prøver at sammensætte en identitet, samtidig med at han tror, at han kan redde verden fra dens elendighed.

 

Beslægtede forfatterskaber

Renberg nævner selv Honoré de Balzac som en af sine inspirationskilder, hvilket kommer til udtryk i serien om Jarle Klepp. Ligesom Balzac bruger Renberg detaljerede beskrivelser af historiske og kulturelle elementer i sine fortællinger. Beskrivelser af blandt andet påklædning, politiske problematikker, punkkulturen, det akademiske miljø, folkets reaktion på prinsesse Dianas død, arbejdsløshed og deklasseringsfrygt danner rammen om de processer, Jarle gennemgår og fungerer samtidig som et vidnesbyrd om Norge i 1990’erne. De minutiøse karakterbeskrivelser, som Renberg mestrer, kan man ligeledes finde hos Balzac.

Tematikkerne i ”Mig og Yngve” – teenageår med forelskelse, kammeratskaber, fester og jalousi – kan man også læse om i Klaus Rifbjergs ”Den kroniske uskyld”, Klaus Lynggaards ”Martin og Victoria”, Bjarne Reuters ”Når snerlen blomstrer” og ikke mindst Lars Saabye Christensens ”Beatles”, som også har brugen af musikalske referencer til fælles med Renbergs fortællinger. Det er alle romaner, der skildrer unge på vej mod voksenlivet, der forsøger at finde sig selv.

Tematikken omkring familiens bristede illusioner, som skildres i ”Kompani Orheim”, kan man også læse om i Christian Kampmanns serie om Familien Gregersen og Ulf Starks ”Lad isbjørnene danse”. Den tyranniserende far med et alkoholmisbrug, som optræder i ”Kompagni Orheim”, kan man også finde i Jens Blendstrups ”Gud taler ud” og i Karl Ove Knausgårds roman ”Min kamp”, der tillige fungerer som opvækstskildring med tidsspecifikke referencer.

 

Bibliografi

Romaner

Renberg, Tore:
Sovende floke. Tiden Norsk Forlag, 1995.
Renberg, Tore & Per Dybvig:
Sinus i Sinus – en kjærlighetsfortelling om Sinus og Marianne. Gyldendal Tiden, 1996.
Renberg, Tore:
Matriarkat. Tiden Norsk Forlag, 1996.
Renberg, Tore & Per Dybvig:
Sinus i blinde – en kjærlighetsfortelling. Gyldendal Tiden, 1997.
Renberg, Tore:
Mamma, pappa, barn. Tiden Norsk Forlag, 1997.
Renberg, Tore:
Renselse. Tiden Norsk Forlag, 1998.
Renberg, Tore:
En god tid – erindringer fra fremtiden. Tiden Norsk Forlag, 2000.
Renberg, Tore:
Farmor har kabel-tv/Videogutten. Forlaget Oktober, 2006.
Renberg, Tore:
Kompagni Orheim. Batzer & Co, 2008. (Kompani Orheim. 2005).
Renberg, Tore:
Pixley Mapogo. Forlaget Oktober, 2009.
Renberg, Tore:
Mig og Yngve. Batzer & Co, 2009. (Mannen som elsket Yngve. 2003).
Renberg, Tore:
Charlotte Isabel Hansen. Batzer & CO, 2011. (Charlotte Isabel Hansen. 2008).
Renberg, Tore:
Dette er mine gamle dager. 2011.
Renberg, Tore:
Vi ses i morgen. Gyldendal, 2014. (Vi ses i morgen, 2013). Oversat af Sara Koch.
Renberg, Tore:
Angreb fra alle sider. Gyldendal, 2015. (Angrep fra alle kanter, 2014). Oversat af Sara Kock.
Renberg, Tore: Du er så lys. Oslo, Oktober, 2016.

Børnebøger

Renberg, Tore:
Hando. Kjendo. Søndag. Tiden Norsk Forlag, 1999.
Renberg, Tore:
Hando. Kjendo. Torsdag. Gyldendal Tiden, 2000.
Renberg, Tore & Per Dybvig:
Trillefolket. Cappelen, 2002.
Renberg, Tore & Øyvind Torseter:
Giv den gas, Ine. Høst & Søn, 2011. (Gi gass, Ine. 2010).
Renberg, Tore & Øyvind Torseter:
He he, Hasse. Høst & Søn, 2011. (He he, Hasse. 2011).
Renberg, Tore:
Vaffelmok. Høst, 2013. (Vaffelmøkk). Oversat af Nanna Gyldenkærne. Billedbog.

Filmmanus

Renberg, Tore:
Alt for Egil. 2004.
Renberg, Tore:
Mig og Yngve. 2008.
Renberg, Tore:
Jeg reiser alene. 2011.
Renberg, Tore:
Kompani Orheim. 2012.

Andre udgivelser

Renberg, Tore:
Varmelager Fem – collager, tekst, tegninger. Tiden Norsk Forlag, 2001.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Tore Renberg

Om forfatterskabet

Artikler

Andersen, Unn Conradi:
Rocker upp ungdomsåra. Dagbladet.no, 2003-03-23.
Gjerstad, Leif:
Når kompaniet havarerer. Adressa.no, 2005-05-30.
Zahl, Jan:
Jarle Klepp begynder i Aftenbladet. Aftenbladet, 2009-05-06.
Brekke, Ingrid:
Melodrama med Jarle Klepp. Aftenposten, 2009-06-06.
Hoem, Knut:
Tore Renberg ufiltret. NRK, 2011-09-14.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Tore Renberg

Kilder citeret i portrættet

Artikler

På forfatterens hjemmeside kan man finde baggrundsviden om forfatteren, eventkalender, forfatterens bibliografi og lister over yndlingsfilm, musik og bøger.
Førsund, Joachim:
En splitter ny forfatter. Bokklubben, 2003.
Østrem, Olav:
Ut af floken. Klassekampen, 2009-02-28. Er tilgængelig via Torerenberg.no.